
De tre største vindmølleleverandører i verden vil i 2020 være Vestas, Siemens Gamesa og GE, mens kinesiske producenter vil tabe markedsandele i takt med en ventet tilbagegang på det kinesiske marked.
Det vurderer Feng Zhao, der er senior director hos konsulentfirmaet FTI Consulting.
De tre store betegnes også som tier 1-leverandører, mens selskaber i andet led - tier 2 - omfatter Goldwind, Nordex-Acciona, Enercon og Envision.
"I vores estimat for tier 1-leverandører spiller USA en betydelig rolle, for i 2020 ventes det amerikanske marked at blive et nyt rekordår," siger Feng Zhao i et interview med Ritzau Finans i Anaheim, Californien.
Vindbranchen er forvandlet: Tre globale kæmper kvaser konkurrenterne
Og netop de tre tier-1-selskaber står i dag utroligt stærkt i USA - og ventes også at gøre det i 2020. Feng Zhao regner også med, at Vestas i 2020 fortsat vil være størst i verden - foran GE og Siemens Gamesa.
Det begrunder han med Vestas' store geografiske spredning og den ordrestrøm, selskabet har sikret sig på det amerikanske marked til levering i de kommende år.
Nyt partnerskab vil kaste milliarder i russisk vind
Vestas annoncerede før årsskiftet et stort omfang af såkaldte komponentordrer, hvormed selskabets kunder kunne kvalificere et stor antal megawatt til fuld PTC-støtte, før ordningen blev nedtrappet fra årsskiftet.
"Derfor vil Vestas formentlig stadig være nummer et i USA, mens GE vil være nummer to i 2020," forudser Feng Zhao, der estimerer, at de tre selskaber det år vil have en andel på 40-45 pct. af det globale marked.
"Siemens Gamesa vil nyde godt af Siemens' stærke position på offshore og på nogle af de traditionelle markeder, mens Gamesa bibringer vækstmuligheder gennem et godt fodfæste på nogle emerging markets, herunder i Indien," tilføjer han.
Fusionen mellem Siemens og Gamesa er officiel
Pres på i Kina
Derimod vurderer FTI, at der kan komme yderligere pres på de kinesiske leverandører, som må se hjemmemarkedet skrumpe yderligere og efterlader en stor overkapacitet.
"Det kinesiske marked faldt sidste år og vil falde med mere end 3 gigawatt i år. Jeg ser det kinesiske marked lande et sted mellem 18 og 20 gigawatt i år, men i 2015 blev der installeret over 30 gigawatt. Siden da er der altså forsvundet 10 gigawatt, hvilket får mange til at lide," siger Feng Zhao.
Det venter han vil gå ud over aktører som Goldwind, Envision og Mingyang, som har store andele af hjemmemarkedet og derfor umiddelbart har mest at tabe.
Goldwind vil sandsynligvis fastholde sin position som den største kinesiske vindmølleproducent men kan på de oversøiske markeder ikke konkurrere head-to-head med tier 1-leverandørerne, vurderer FTI Consulting.
Laget af tier 3-leverandører ser FTI i 2020 bestå af Mingyang, Shanghai Electric, CSIC, XEMC, Dongfang, United Power, Senvion og Suzlon.