NKT vil skille sig af med kinesisk problem

De kinesiske aktiviteter fortsætter med at være en tung klods om benet for NKT Cables, der meget snart vil tage stilling til, om de enten skal sælges - hvis det er muligt - eller om de helt skal lukkes ned.
"Kina er stadigvæk utroligt svært, og vi kommer til at skulle finde en løsning her meget snart omkring, hvordan vi får fikset det. Vi kan ikke fikse vores kinesiske udfordringer ved at gå og vente på, at markedet må vende en dag, så der skal andre metoder til," siger Michael Hedegaard Lyng, administrerende direktør for NKT Cables, til Ritzau Finans.
"Vi har længe kigget på, om vi kunne sælge det, og det har ikke vist sig muligt indtil nu i hvert fald. Der er stadigvæk nogle ting i gang der, og alternativt til det er jo så at lukke det," forklarer NKT-direktøren.
Og selskabet kommer meget snart til at træffe beslutning om det kinesiske aktiviteter, som hver dag koster selskabet penge at have kørende.
"Vi tog jo en væsentlig nedskrivning på det her aktiv i andet kvartal sidste år, så der står ikke så mange bogførte værdier på vores fabrikker, men det er ikke en problem, jeg har lyst til at rende rundt med i 2017," tilføjer Michael Hedegaard Lyng.
Omsætningen falder dybere i NKT
Fransk NKT-rival svinger sig op til overskud fra underskud