Make: Vestas og Siemens må vente to år på vindboom

Det globale vindmarked ser ifølge konsulenthuset Make ud til at skulle falde med 17 pct. i år. Bedringen kommer i 2018. Udbygningen i Kina og Polen bliver lille, og i EU venter markedskræfterne på at gøre et større indtog i energisektoren.
Foto: Vestas, PR
Foto: Vestas, PR
RITZAU FINANS

Efter et rekordår for vindmølleinstallationer sidste år venter konsulentfirmaet Make Consulting i år et fald i det samlede verdensmarked på 17 pct.

Efter 2016 venter konsulentfirmaet en stigende efterspørgsel frem til 2018, hvor det venter det næste politikdrevne boom-år.

Sidste år blev der ifølge Make Consulting på globalt plan nettilsluttet møller med en samlet kapacitet på 65,8 gigawatt, hvilket var 16,8 gigawatt eller 34 pct. mere end året før, mens konsulentfirmaet i år venter et fald i markedet på cirka 11 gigawatt.

"Det er relateret til Kina, hvorimod vi i resten af verden ser nogle mindre regionale forskydninger, men i helhed det samme niveau af efterspørgsel, som vi så sidste år," siger Steen Broust Nielsen, som er partner i Make Consulting, til Ritzau Finans.

Han forklarer, at der i Kina med virkning fra 1. januar 2016 blev indført en lavere afregningspris per kilowatt-time for produceret vindenergi. Samme tendenser ser konsulentfirmaet andre steder, men det var specielt tydeligt i Kina, hvor der i 2015 blev installeret 30,5 gigawatt og nettilsluttet 32,9 gigawatt i ny vindenergikapacitet.

"Der var i Kina et stærkt incitament for projektudviklere og mølleproducenter til at få gjort projekter færdige, til at man kunne komme i betragtning til at få den højere afregningspris, som så gælder over en lang årrække. Det har ført til det tal her," siger Steen Broust Nielsen.

Han vurderer dog, at tallene kan vise sig for høje og efter en nærmere gennemgang kan blive nedskrevet.

"Vi noterer os det officielle tal, men er i gang med at kvalitetssikre de her tal. Vi tror måske nok, at der kan være nogle af de her tal, der kan være lidt overdrevne, sådan at de faktiske tal er mindre, men at man af den ene eller anden årsag har forsøgt at få så mange projekter anerkendt som installeret sidste år for at få den højere pris," uddyber han.

Hvis der er luft i 2015-tallene, så vil det ventede fald i 2016 blive så meget desto mindre.

Ændrede ordninger har givet hast-til-markedet

Mens det har været særligt tydeligt, at det kinesiske marked har været påvirket af et hastværk med at få gjort projekter færdige til gamle rammebetingelser, så har man også set samme udvikling andre steder. Det gælder for eksempel på det polske marked, hvor det var annonceret, at man fra årsskiftet ville starte med auktioner frem for det tidligere afregningssystem for vindenergi.

"Historisk er Polen et 500 til 600 megawatt marked, men der blev der sidste år installeret 1,4 gigawatt, og i år venter vi kun installeret 200 megawatt," siger Steen Broust Nielsen.

Igangsættelsen af de polske auktionssystem er ellers foreløbig udskudt til sommer i år fra tidligere 1. januar 2016, og Make Consulting tror, at det kan blive udskudt yderligere et halvår, så det måske først bliver per 1. januar 2017.

"Men det har markedet nok svært ved at nå at reagere på, da man har fremskyndet så mange af de projekter, man havde, til at blive installeret sidste år for at komme i betragtning under de hidtidige ordninger. Så der er flere markeder, der ser den her rush-to-the-market, hvilket gjorde 2015 til et sådan boom-år, der var drevet af policies," vurderer Steen Broust Nielsen.

Han betegner det europæiske marked som i en omstillingsfase, hvor markederne vil omstille fra de nuværende markedssystemer til noget meget mere markedsbaseret. Ud over i Polen gælder det også på store vindmøllemarkeder som det tyske og Storbritannien.

"Den her omstilling er ikke nødvendigvis en dårlig ting på langt sigt, men på kort sigt giver det noget usikkerhed for dem, som skal finansiere og bygge projektere, om hvordan afregningsmodellen kommer til at se ud, hvad man får, og hvad der bliver udbudt og så videre," forklarer Steen Broust Nielsen.

Tyskland starter med auktioner

I Tyskland, som er det største marked i Europa, starter man gradvist med auktioner i 2017, men først fra 2019 vil det være 100 pct. auktionsdrevet. Så de projekter, der er fuldt godkendt i 2016, kan bygges frem til og med 2018, tilføjer han.

Det vil givet noget mere aktivitet i 2018, hvilket, han i øvrigt venter, vil falde sammen med, at det amerikanske marked samme år vil peake under den PTC-ordning, der i december sidste år blev forlænget i fem år med nedtrappende effekt.

"Samtidig forventer vi også, at den næste tarifnedsættelse i Kina giver et peak i 2018. Så vi ser ind i et - godt nok et fald i år - men ellers en støt stigende efterspørgsel frem mod den næste policy-peak, som vi forventer i 2018 og derefter et fald," siger Steen Broust.

Efter 2018 venter Make Consulting, at væksten primært vil blive drevet af fortsat nedbringelse af prisen for vindenergi - levelized cost of energy - og vindens evne til at konkurrere på markedsvilkår.

"Det, forventer vi, kommer til at lægge et yderligere pres på forsyningskæden, på teknologiudvikling og også vil være en driver, som man kan se bag den her konsolideringstendens, vi ser i øjeblikket," siger Steen Broust Nielsen, og henviser til drøftelserne mellem Gamesa og Siemens, den planlagte konsolidering af Accionas vindmølleproduktion i Nordex, og GE's gennemførte opkøb af Alstoms energiaktiviteter.

"Den konsolidering er klart et resultat af, at stordriftsfordele vil være væsentlig i forhold til produktudvikling og dermed i forhold til at opnå de omkostningsreduktioner, der skal få priserne endnu længere ned, end de er i dag," siger Steen Broust Nielsen.

Siemens får marokkansk kæmpeordre

Vindmølleproducenternes våde drøm rykker nærmere

Siemens opfører ny vingefabrik

Vestas bekymret for sidste års næststørste marked

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også