Investeringsselskab shorter 1 mio. Vestas-aktier

Amerikansk investeringsselskab har reduceret sin shortposition i det danske selskab.
AF RITZAU FINANS

Amerikanske AQR Capital Management har reduceret sin shortposition i Vestas til under 0,5 pct.

Det oplyser fonden til Finanstilsynet.

AQR har i løbet af de seneste minimum ni måneder opbygget en shortposition i Vestas, der toppede over 0,7 pct. i slutningen af januar og starten af februar omkring Vestas' årsregnskab.

I marts blev positionen nedbragt til under 0,6 pct., og tirsdag røg den ned på 1,11 mio. aktier, svarende til 0,496 pct. af aktierne udstedt i vindmølleselskabet Vestas, fremgår det af en indberetning til Finanstilsynet torsdag eftermiddag.

Meddelelsen var i øvrigt en rettelse af en tidligere, fejlagtig meddelelse, hvor AQR i første omgang ved en fejl havde indberettet en shortposition på 111 mio. aktier i Vestas - eller halvdelen af selskabet.

AQR Capital Management LLC er et investeringsselskab med hovedsæde i Connecticut i USA.

AQR har også været aktiv med shortpositioner i FLSmidth og Novozymes, viser data fra Finanstilsynet. Senest med en shortposition på knap 1,3 pct. i ingeniørselskabet, mens Novozymes-positionen i juni blev nedbragt til under 0,5 pct.

Netop 0,5 pct. er grænsen, hvor investorer er forpligtet til at meddele de såkaldte shortpositioner - som er direkte sats på kursfald - til Finanstilsynet. Hvis shortpositionen udvides, skal det yderligere indberettes hver gang, den krydser en grænse på 0,1 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår