Vestas scorer hattrick i USA

Det blev en usædvanlig travl aften for Vestas' kontor i USA i går. Hele tre store ordrer kunne Vestas fortælle om inden for et tidsrum på tre timer og syv minutter.
Den seneste ordre, der kom sent i går aftes dansk tid, består af 54 stk. V110-2.0 MW-møller - eller 108 MW i alt. Kunden er anonym og møllerne skal leveres i tredje kvartal 2016.
Tidligere på aftenen kunne Vestas, som beskrevet tidligere har på EnergiWatch, annoncere, at man havde modtaget en amerikansk ordre på 155 MW, for så få timer senere i en fondsbørsmeddelelse at kunne fortælle om en endnu større amerikansk ordre.
”Vestas har modtaget en fast og ubetinget ordre i USA på 83 stk. V117-3.3 MW-møller, svarende til 274 MW,” skriver den danske vindmøllekoncern.
Begge aftaler inkluderer levering og idriftsættelse af vindmøllerne samt en 10-årig Active Output Management (AOM 5000) serviceaftale.
Idriftsættelse af ordren på 274 MW forventes i første halvår af 2016, mens idræftsættelse af ordren på 155 MW forventes i andet halvår af 2016, oplyser Vestas. Det er energiselskabet Sunedison, der står bag begge ordrer.
Det betyder samtidig, at den totale ordreindgang for Vestas i 2015 nu lyder på 4217 MW. I 2014 fik Vestas i alt 6544 MW i ordrebogen.
Relaterede artikler:
Vestas sælger 185 MW i Chile
For abonnenter
Vestas lander storordrer i USA
For abonnenter