EnergiWatch

Vestas' mexicanske kæmpeprojekt tilbage på sporet

Eksport Kredit Fonden mener, at finansieringen af det store mexicanske vindprojekt Mareña kan falde på plads i løbet af 2015.

Foto: Vestas

Finansieringen af det store mexicanske vindprojekt Mareña, på 396 megawatt, ser ud til at falde på plads i år.

Vestas fik tilbage i 2012 ordren på projektet, men lokale modstandere har siden fået det udskudt, og der er flere gange blevet sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt projektet nogensinde ville blive bygget.

Nu fortæller Eksport Kredit Fonden (EKF) til Ritzau Finans, at man har fundet en ny placering til de mange møller, og at finansieringen allerede kan falde på plads i år.

"Vi anser det som realistisk, at det nye projekt kan være på plads i år," siger Ole Lindhardt, der er chefkonsulent hos EKF, til Ritzau Finans. EKF offentliggjorde forleden sin årsrapport, hvor fonden tog tab på 590 mio. kr. på Vestas-projekter i Ukraine.

"Hvis det går som planlagt (med Mareña, red.), så kommer vi ikke til at lide nogen tab. Så bliver det i grove træk det samme projekt et andet sted. Det er stadig i Mexico, at møllerne skal stå, og det er de samme partnere bag projektet. De samme banker, Vestas og så videre," siger Ole Lindhardt.

"Skåret lidt groft finder man bare et nyt sted at opføre møllerne. Virkeligheden er lidt mere indviklet, men fra et finansielt synspunkt er det det, der foregår," siger chefkonsulenten, som fortæller, at der udføres miljøundersøgelser i øjeblikket.

Det oprindelige projekt var langt i forberedelserne, da det blev udskudt, og Ole Lindhart ønsker ikke at sætte tal på, hvor sikker han er på, at projektet nu realiseres.

"Når vi siger til dig, at det er i år, så føler vi os ret sikre. Ellers ville vi sige noget mere forsigtigt. Vi mener, at det er realistisk," siger chefkonsulenten.

Med en pris per megawatt på i underkanten af én mio. euro, har ordren en værdi for Vestas i underkanten af tre mia. kr. EKF har stillet en eksportgaranti på 1,5 mia. kr.

Ejerne af projektet er Macquarie Mexican Infrastructure Fun, Mitsubishi Corp. og hollandske PGGM, der forvalter mere end 188,7 mia. euro på vegne af pensionskasser. Dertil et større konsortium af banker, som hjælper med til at løfte finansieringen.

Vanskeligt at fjerne 180 ton havareret vindmølle

Vestas henter erstatningsprojekt for kuldsejlet Mareña-park

Vestas vil ansætte i Danmark igen

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs