EnergiWatch

Beskeden bedring hos kriseramte Sinovel

Den kinesiske mølleproducent har reduceret sit underskud, men brændte alligevel 145 mio. kr. af i tredje kvartal.

Foto: Nordex

Den kinesiske vindmølleproducent Sinovel Wind Group, der i 2010 rangerede som verdens næststørste efter Vestas, men siden har været ramt af industriskandaler, tabte markedsandele og store tab, reducerede i tredje kvartal sit underskud til 150 mio. yuan (145 mio. kr.) fra 241,3 mio. yuan i samme periode året før.

Det går ligeledes den rigtige vej for omsætningen, der i perioden steg til 924,9 mio. yuan fra 626,2 mio. yuan i tredje kvartal sidste år.

Det oplyste selskabet torsdag i en meddelelse over børsen i Shanghai, skriver Bloomberg News.

Selskabet vurderer fortsat, at 2014 samlet set kan blive underskudsgivende, da selskabet oplever stigende hensættelser på tilgodehavender.

Sinovels markedsandel er skrumpet kraftigt fra 11,1 pct. i 2010 til i 2013 blot at ligge på 2,8 pct. af det globale marked, ifølge en opgørelse fra BTM Consult. I 2013 havde selskabet et gigantisk underskud på 3,45 mia. yuan, og selskabets finansielle krise medførte, at handlen med selskabets obligationslån på 2,8 mia. yuan i april blev suspenderet.

Selskabet har også sine kampe ved domstolene. Sinovel har en langvarig sag kørende mod sin tidligere leverandør American Superconductor, der kræver en erstatning af Sinovel, som var selskabets største kunde, på 1,2 mia. dollar relateret til beskyldninger om tyveri af teknologirettigheder og kontraktbrud.

Tidligere på måneden kom det ifølge Bloomberg News endvidere frem, at Huaneng Renewables også har lagt sag an mod Sinovel for brud af kontrakter, og en domstol i den kinesiske Liaoning-provins har indefrosset et større millionbeløb på Sinovels bankkonti, efter af Dalian Huarui Heavy Industry har anlagt en retsag, oplyste Sinovel 9. oktober ifølge Bloomberg.

Mens Sinovel på flere områder kæmper en hård kamp, så må selskabet se sig kraftigt distanceret af Goldwind, der forleden annoncerede en stigning i omsætningen på 59 pct. på årsbasis i tredje kvartal til 6,15 mia. yuan - altså godt seks gange så meget som Sinovel. Goldwinds havde i kvartalet samtidig et nettooverskud på 864,2 mio. yuan, hvilket var mere end 800 pct. bedre end i tredje kvartal 2013.

Aktien i Sinovel falder fredag på børsen i Shanghai 0,7 pct. til 4,02 yuan, hvilket værdisætter selskabet til 16,2 mia. yuan.

Goldwind-aktien stiger fredag på børsen i Shenzhen 0,8 pct. til 12,21 yuan, og den kurs værdisætter selskabet til 32,3 mia. yuan.

Dongfang udfordrer kinesisk vindhierarki

Kina svinger kniven over havvindmøller

Kina vil gøre op med mølle-klondyke

Siemens' Kina-satsning kaster ordrer af sig

Mere fra EnergiWatch

Hofor udpeger ny direktør

Hovedstadens Forsyningsselskab ansætter Henrik Plougmann Olsen som selskabets nye direktør. Han kommer fra en stilling som topchef i Metroselskabet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs