Nordea: Vestas-aktie kan ramme kurs 200
Vestas-aktien har tabt momentum og er siden sommerens top på omkring 300 kr. faldet til 220 kr. Og aktien kan snart komme ned at teste de 200 kr. før en mulig tur opad igen, vurderer Nordea.
"Aktien nærmer sig med hastige skridt den markedspsykologiske kurs 200, som vi ser en risiko for, at den skal ned at teste, inden turen eventuelt går op igen," skriver Nordea i sin morgenberetning onsdag.
I starten af juni toppede Vestas-aktien for året i lukkekursen 300,20 kr., men siden er den faldet næsten 27 pct. Aktien bliver typisk relativt hårdt ramt, når nervøsiteten dominerer de finansielle markeder.
"Vestas er en højrisikoaktie og står forrest i rækken, når der deles kursfald ud, hvis risikovilligheden siver, som den gjorde i går. Men det er ikke den eneste grund, når det seneste kursfald skal forklares," skriver Nordea, og peger på usikkerhed om en fornyelse af den amerikanske skattestøtteordning.
Derudover har ordreudviklingen i tredje kvartal ikke imponeret, og det presser også aktien, vurderer Nordea. Banken har et estimat for annoncerede Vestas-ordrer på 850 megawatt (MW) i tredje kvartal, men indtil videre har selskabet kun hevet annoncerede ordrer hjem for 350 MW.
"Der er endnu lidt tid at løbe på, inden kvartalet lukkes, men der skal gang i ordrerne, hvis momentum skal vende i Vestas. I vores øjne er det en udpræget momentumaktie. Vores råd er derfor at afvente en ændring i momentum, inden der købes," skriver Nordea.
Den svenske bank har anbefalingen "hold" af Vestas med et tilhørende kursmål på 295 kr. Onsdag morgen stiger Vestas-aktien med 2,7 pct. til 226,30 kr.
Vestas runder træls Kina-jubilæum
Vestas deltager i marokkansk vindsatsning
Relaterede artikler:
Vestas runder træls Kina-jubilæum
For abonnenter