EnergiWatch

Vestas med nyt solidt regnskab: Holder tæt om mulig bonus

Selv om Vestas opjusterer for hele 2014, vil topledelsen ikke fortælle, om der er bonus i sigte ligesom sidste år.

Sidste år kunne de ansatte i Vestas glæde sig over en samlet bonus på 97 mio. euro - godt 725 mio. kr. - til deling mellem de 15.497 Vestas-ansatte, fordi selskabet nåede i mål på en række økonomiske nøglepunkter. Siden har Vestas afvist at offentliggøre bonus-kriterierne for 2014.

"Sidste år sagde vi, hvad målene var, og så brugte alle analytikerne dem som vores forventninger. Derfor tog vi dem væk, fordi vi har allerede én forventning," som formand Bert Nordberg forklarede til Ritzau tidligere på året.

Topchef Anders Runevad har dog tidligere i år fortalt, at med det forventede niveau for Ebit-marginen på fem pct., så skulle man ikke sætte næsen op efter bonusudbetalinger.

I dagens kvartalsregnskab skruede selskabet så op for forventningen til hele året og forventer nu en Ebit-margin på minimum seks pct. Derfor ville analytikere på dagens telekonference også vide, om opjusteringen nu ville resultere i bonusudbetaling, hvis altså forventningerne blev indfriet.

Men hverken CEO Anders Runevad eller CFO Marika Fredriksson ville gå ind på det spørgsmål.

Ingen kommentar

"Vi vil ikke gå ind i niveauerne i vores bonusprogram i år, som vi tidligere har sagt," afviste Anders Runevad.

Men er der afsat penge til bonusudbetaling i løbet af året, eller sker det først i fjerde kvartal som i 2013, ville én analytiker vide?

"Det vil vi ikke kommentere på," lød det fra finanschefen.

Men har I ændret revisionspolitik siden sidste år på det område?

"Det vil jeg ikke kommentere på," lød det kortfattet fra Marika Fredriksson.

Efterfølgende har marketings- og kommunikationsdirektør i Vestas, Morten Albæk, oplyst til EnergiWatch, at selskabet "løbende afsætter ressourcer til en eventuel bonus, hvis det måtte være nødvendigt", men derudover vil han ikke kommentere yderligere.

Målene for fuld bonus var i 2013 frie pengestrømme på mindst 500 mio. euro, hvor Vestas opnåede mere end det dobbelte, og en ebit-margin før særlige poster på 5,0 pct., som lige præcis blev nået. Lavere resultater kunne dog også have udløst en delvis bonus til de ansatte.

Direktionen snuppede sidste år 2,07 mio. euro (15,4 mio. kr.) af de i alt 97 mio. euro, så de andre 15.492 ansatte i snit kunne glæde sig over knap 46.000 kr. ekstra for årets indsats.

OPDATERET Med kommentar fra Morten Albæk.

Vestas afslører ikke bonusprogrammet i år

Vestas-CFO: Intet uforudset i negative pengestrømme

Vestas ansatte 1000 nye i andet kvartal

Vestas fik lidt flere ordrer end forudset

Analytiker: Stærkt regnskab af Vestas

Mere fra EnergiWatch

Udkast til el-loft vækker utilfredshed

Den foreløbige udmøntning af el-loftet, som Energi- og Skatteministeriet har arbejdet på, mens Danmark har ventet på en ny regering, er diskriminerende og har mangler, mener man hos Dansk Erhverv.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs