EnergiWatch

Skattesmæk sender Svendborg Brakes i minus

Gamle skatteudgifter giver Svendborg Brakes, der sidste år kom på amerikanske hænder, det første underskud i ti år.

Foto: Bard

Bremseselskabet Svendborg Brakes, der sidste år blev solgt af LM Wind Power til spotpris til det amerikanske industriselskab Altra Holdings, må indkassere en rød bundlinje for 2013 - det første underskud, der er registreret i de seneste ti år.

Selskabet, der især laver bremsesystemer til vindmølleindustrien, men opererer også inden for bl.a. olie og gas-, marine-, minesektoren, lander således et underskud på 2,3 mio. euro - ca. 17 mio. kr.

Det er et stykke fra det lille plus på ca. fem mio. kr. i 2012 og markant lavere end i guldårene op til krisen, hvor selskabet indkasserede et overskud på 166 mio. kr. i 2008.

Selskabet forklarer underskuddet med betaling af gammel skat og renter fra tidligere år på i alt næsten seks mio. euro - ca. 45 mio. kr. - fordi skattemyndighederne i årene 2007-2012 har set anderledes på selskabets indkomst i forhold til selskabets interne afregningspriser i perioden.

"Der er reserveret hensættelser til justeringen, der afspejler det forventede resultat af de drøftelser omkring afregningsprisen, som virksomheden har haft med Skat," står der i regnskabet.

Stærkt kinesisk marked

Til gengæld kan ledelsen glæde sig over en øget omsætning - fra ca. 54 mio. euro i 2012 til næsten 60 mio. euro - og at resultatet før skat steg fra ca. en mio. euro i 2012 til ca. 4,5 mio. euro.

Sidstnævnte tilskrives både salget af det amerikanske datterselskab, som overføres et andet selskab i Altra Holdings-koncernen, men også øget indtjening i Kina.

"Vinddivisionsresultaterne i Kina oversteg vores forventninger i 2013 med en 23 pct. vækst i omsætningen i forhold til 2012, mens det europæiske vindmarked viste sig svagere end forventet i 2013," lyder det fra ledelsen, som også pointerer, at den industrielle division inden for minedrift klarede sig godt i 2013.

2014 bliver bedre

Overordnet set anser ledelsen 2013 som tilfredsstillende, selv om det ikke levede op til forventningerne ved begyndelsen af året. Samtidig er der bedre tider i vente.

"Virksomheden har positive forventninger til fremtiden og forventer i 2014 vækst i vinddivisionen, navnlig Kina," forlyder det i regnskabet.

Svendborg Brakes blev solgt i november 2013 af LM Wind Power til Altra Holdings for små 600 mio. kr., hvilket var langt lavere, end hvad det tidligere LM Glasfiber købte det fynske firma for op til finanskrisen i 2008.

Dengang gav jyderne 3,4 mia. kr. for bremsefirmaet til rigmanden Erik Skjærbæk - en pris, som mange mente var alt for høj.

Altra Holdings har base i staten Massachusetts.

Svendborg Brakes vil sælge reservedele i USA

Analytiker: LM's milliardtab er den rigtige løsning

Ny Svendborg-ejer: Køb giver nye muligheder

LM Wind Power sælger Svendborg Brakes

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs