Vestas finder ny servicechef i egne rækker

Vestas har fundet frem til den nye chef for servicedivisionen, som får større fokus som en separat del af forretningen.
Christian Venderby, der i øjeblikket er driftschef hos Vestas i USA, er blevet ansat til stillingen med effekt fra 1. juni, oplyser Vestas i en pressemeddelelse.
Han har 20 års erfaring i branchen - bl.a. 15 år i forskellige internationale stillinger hos FLSmidth - og kom til Vestas i 2006, hvor han blev CFO for den nordamerikanske Vestas-afdeling, indtil han i 2010 blev driftschef.
Vigtig for fremtiden
Netop serviceforretningen er i de senere år blevet en stadig vigtigere del for Vestas, der i 2013 kunne fremvise en ordrebog inden for service på 6,7 mia. euro, svarende til en stigning på 26 pct. i årets løb, og kun marginalt under de 6,8 mia. euro, Vestas har vindmølle-bestillinger for.
Servicedivisionen præsterede desuden over hele året en driftsindtjening (EBIT) før allokering af fællesomkostninger på 213 mio. euro, svarende til 22 pct., mod 147 mio. euro i samme periode året før, eller 17 pct.
Derfor er netop service-benet også en essentiel del af vindmølleselskabets nye strategi, som topchef Anders Runevad fremlagde ved årsregnskabet, og Christian Venderby kommer således også til at referere direkte til Anders Runevad.
Venderby får officielt titlen Group Senior Vice President and Head of Service og vil få omkring 5000 af Vestas' i alt 15.500 ansatte under sig.
Brancheforening venter voldsom vindvækst i 2014
Relaterede artikler:
Da Nordex ramte plet
For abonnenter