EnergiWatch

Analytiker: Vestas får udnyttet USA-rammeaftaler

Ifølge Jyske Bank er udsigterne gode i forhold til, at rammeaftaler for mere end 2 gigawatt materialiserer sig i egentlige ordrer.

Foto: Vestas

Vestas nåede med tre annoncerede ordrer på falderebet af første kvartal op på en ordreindgang på 584 MW, men der er stadig udsigt til en pæn vækst i aktivitetsniveauet i 2014, såfremt eksisterende rammeaftaler i blandt andet USA som forventet bliver udnyttet.

Det vurderer Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank, efter at Vestas tirsdag morgen - sent mandag aften amerikansk tid - akkurat nåede at få en 194 MW-ordre fra USA klemt ind i 1. kvartalsopgørelsen, så den samlede ordreindgang landede på 584 MW. Ordren i USA er en del af en allerede eksisterende rammeaftale.

"Inden de seneste ordre var vi på et historisk lavt niveau i 1. kvartal, men jeg har hele tiden vurderet, at der er god sandsynlighed for, at rammeaftalerne i USA bliver udnyttet, hvilket vil bidrage positivt til ordreindgangen her over de næste par kvartaler. Derfor ser jeg ikke ordreindgangen i første kvartal værende alarmerende på nogen måde," siger Janne Vincent Kjær til Ritzau Finans.

Speciel ordremodel tegner godt

Vestas' kunder i USA har op til slutningen af 2013 lidt utraditionelt bestilt mølledele i stedet for hele møller, da det har har givet dem mulighed for at få del i PTC-ordningen, en amerikanske støtteordning til etablering af vindmølleparker, som udløb med udgangen af 2013. Det skyldes, at PTC-ordningen krævede, at mindst 5 pct. af et projekts udgifter skulle være afholdt inden 31. december 2013 for at få del i støtten.

Janne Vincent Kjær venter på den baggrund, at de eksisterende rammeaftaler bliver til faste eller ubetingede ordrer i 2014 eller 2015.

"Så jeg ser god mulighed for, at de vil blive udnyttet, fordi de vindmølleparker, der ligger bag de her rammeaftaler, der har man kvalificeret sig til at modtage den støtte, der ligger i PTC-ordningen," siger Janne Vincent Kjær.

Jyske-analytikeren tror, at Vestas kan sikre sig en samlet ordreindgang på omkring 5 GW i USA i 2014-2016, såfremt rammeaftalerne i USA bliver udnyttet. Hun ser desuden gode muligheder i, at et par Vestas' store rammeaftaler i henholdsvis Tyrkiet og Tyskland også bliver udnyttet. Jyske Bank venter i 2014 en stigning i aktivitetsniveauet på 23 pct.

Mulig justering af kursmål

Jyske Bank anbefaler for nuværende "køb" på Vestas-aktien med kursmålet 220 kr. Sidstnævnte kan dog muligvis blive justeret som følge af de seneste dages ordreindgang for den danske vindmøllekoncern.

"Der er sket en del i aktien over de sidste par dage, hvilket også er noget, vi kigger på, og også noget vi kommer med en opdatering af en de kommende dage," siger Janne Vincent Kjær.

Hun nævner desuden, at kursmålet kan blive justeret yderligere, såfremt Vestas formår at skære mere i selskabets produktionsomkostninger.

"Jeg har sådan set ikke lagt så meget ind på den front, men der er mulighed for, at de kan nedbringes yderligere. Det er også noget af det, der skal til for at få justeret kursmålet yderligere," siger Janne Vincent Kjær.

Vestas-aktien stiger tirsdag formiddag 3 pct. til 224,2 kr.

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs