Runevad opmuntret af aftale med Dong

Mens Vestas-chefen glæder sig over Dongs valg af selskabets nye 8 MW-mølle til britisk projekt, hilser Siemens rivalen velkommen: Det kan udvikle industrien til det næste skridt, siger Siemens-chef.
Foto: Vestas
Foto: Vestas
AF RITZAU FINANS

At Dong Energy efter en lang pause igen har peget på Vestas som en mølleleverandør til et offshoreprojekt ses som et meget opmuntrende tegn hos det aarhusianske selskab.

Det fortæller Vestas-direktør Anders Runevad til Ritzau Finans ved EWEA-konferencen i Barcelona.

I de seneste mange år har Dong, som er kongen af offshoremarkedet blandt projektudviklere og elselskaber, peget på Siemens gang på gang, når der skulle vælges møller, og indgået store rammeaftaler med det tysk-danske selskab.

Men i februar valgte Dong at give "foretrukken leverandør”-status til Vestas og dermed den første offentlige bestilling af de kommende V164-møller på 8 megawatt (MW) hver.

"Dong er en meget vigtig spiller inden for offshore, så selvfølgelig er det en vigtig ting for os at blive foretrukken leverandør hos dem. Det er også meget opmuntrende for os i Vestas, at vi kan arbejde tæt sammen med Dong, som vi har gjort det under udviklingen af møllen – at det fører til forretninger er også opmuntrende," siger Anders Runevad til Ritzau Finans i sin første offentlige kommentar til Dong-aftalen.

Kontrakten, som drejer sig om et britisk offshoreprojekt på op til 258 MW, er ikke forseglet endnu for Vestas, da Dong venter på afklaring om den britiske energireform og derfor ikke har truffet en endelig investeringsbeslutning.

Vestas tilbage i varmen

Ikke desto mindre har Dong sendt et signal, der ifølge offshoreanalytiker Sophia von Waldow hos Bloomberg New Energy Finance (BNEF) er en håndfast bekræftelse af to ting:

"Vestas' joint venture med Mitsubishi har tydeligvis haft en effekt på markedet. Det har fået Vestas tilbage i varmen efter de store problemer. Før spurgte alle "overlever de?" eller "holder de sig nu til onshore?", men efter det partnerskab er det tydeligt, at de kommer til at spille en rolle," siger Sophia von Waldow til Ritzau Finans og uddyber:

"Dong er en af de store spillere, der prøver at få mere konkurrence på markedet. Det, tror jeg, er en af grundene til, at det har besluttet sig for at give Vestas en aftale nu."

Dongs chef for vindenergi, Samuel Leupold, har da også bekræftet, at selskabet rent strategisk gerne vil have flere mølleproducenter ind på markedet for at fremskynde hele branchens arbejde med at få omkostningerne ned.

Siemens byder konkurrencen velkommen

Og samme toner kommer der faktisk også fra Siemens, selv om selskabets monopol på Dong-ordrer nu er brudt.

"Jeg hilser generelt stærke spillere velkommen - uanset om de hedder Mitsubishi, Vestas, Samsung eller lignende. Der er plads til at få nogle stærke ind, der kan være med til at udvikle industrien det næste skridt. For den store udfordring er at få gjort offshore til bæredygtigt på længere sigt. Det handler selvfølgelig altid om at være foran de andre, men vi skal sammen skabe en bæredygtig fremtid," siger Siemens' offshore-chef, Michael Hannibal, til Ritzau Finans.

Han påpeger, at Siemens stadig har aftaler i gigawatt-klassen med Dong, som skal bruge 300 eksemplarer af Siemens' 6 MW-mølle til en række projekter ud for Storbritanniens og Tysklands kyster.

"Vi har haft et godt og langt partnerskab med Dong, som vi stadig er i, hvor vi har nogle fælles målsætninger for industrien. Det er interessant at se, hvordan deres strategi bliver fremadrettet. Vi vil selvfølgelig kæmpe det bedste, vi kan, i markedet og se, hvilke projekter vi kan vinde, og vi har stadigvæk en del projekter i samarbejde med Dong, som vi skal have op at køre," siger Michael Hannibal.

Plads til flere om kagen

Ifølge BNEF-analytiker Sophia von Waldow er der da også muligheder for andre end bare Siemens på markedet.

"I øjeblikket er der Siemens med 60-70 pct. af markedet, og så nogle små. Men omkring 2020 vil der være et marked for 8-10 spillere," forudser hun.

BNEF spår – i en efter eget udsagn konservativ prognose – at der vil være i gennemsnit 3-4000 MW at kæmpe om årligt frem til 2018 og derefter 5-6000 MW om året. Dermed vil hver enkelt producent kunne regne med en markedsandel på 400-800 MW per år – og måske lidt mere for Siemens' vedkommende – i den nærmeste fremtid, mener Sophia von Waldow.

Præcis hvor mange ordrer, der skal til for, at Vestas føler sig klar til at sætte den investeringstunge 8 MW-mølle i produktion, har selskabet ikke villet kommentere på. Det er Anders Runevad heller ikke klar til at afsløre endnu.

"Det svar må jeg lige vende tilbage med til dig senere," lyder det med et smil fra Vestas-chefen.

Finsk ordre tegn på nyt Vestas

Vestas sælger knap 100 MW i Finland

Vestas vil opstille fire V164'ere i Vestjylland

Dårlige finanser stoppede Vestas

Vindselskaber i åben havmøllekrig

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også