E.ON's investeringer i vind- og sol i stort dyk
E.ON, der er kunde hos danske Vestas, investerede markant mindre inden for området vind- og solenergi i 2013 end året før.
Det fremgår af selskabets årsregnskab, der blev offentliggjort onsdag morgen.
Investeringerne inden for segmentet vind- og solenergi faldt 40 pct. til 928 mio. euro fra 1626 mio. euro i 2012.
E.ON planlægger i 2014 at investere 1,3 mia. euro inden for segmentet vedvarende energi, der ud over vind- og solenergi også omfatter vandkraft. Investeringen udgør 27 pct. af selskabets samlede investeringer på 4,9 mia. euro.
I 2013 investerede E.ON 100 mio. euro i vandkraft, men det er ikke oplyst i regnskabet, hvordan investeringerne ventes at fordele sig i 2014, men fokus vil være rettet mod vindenergi.
Tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch her
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
"Det primære fokus vil være på offshore vindmølleparker, som Aurumbank West og Humber, samt vindmølleparker på land i Europa og USA," skriver E.ON i regnskabet.
E.ONs omsætning inden for området vind- og solenergi faldt i 2013 til 1130 mio. euro fra 1156 mio. euro året før, hvilket var en mindre tilbagegang på 2 pct.
Faldet skal dog ses i lyset af en generel tilbagegang i omsætningen for hele virksomheden, der i 2013 havde en omsætning 122,5 mia. euro mod 132,1 mia. euro året før. Her var der tale om tilbagegang på 7 pct.
E.ON formåede trods den faldende omsætning inden for vind- og solenergi at levere et driftsresultat på EBITDA-niveau på 651 mio. euro mod 562 mio. euro i 2012, hvilket var en forbedring på 16 pct.
EBIT inden for vind- og solenergi lød på 325 mio. euro. i 2013 mod 272 mio. i 2012.
For 2014 venter E.ON et driftsresultat på EBITDA-niveau inden for vedvarende energi, der inkluderer vind- og solenergi samt vandkraft, på samme niveau som i 2013.