Vestas blev årets mest solgte privataktie

De private aktieinvestorer, som benytter Nordnet, solgte ud af deres Vestas-beholdninger i 2013, hvor aktien oplevede et regulært kurscomeback og en samlet gevinst over året på over 400 pct.
Omvendt blev et af de mindre selskaber ny investordarling. Zealand Pharma blev årets mest købte aktie blandt Nordnets kunder målt på nettoomsætningen, oplyser børsmægleren.
I alt 51,9 mio. kr. investerede Nordnet-kunderne ekstra i Zealand Pharma i 2013, hvilket placerede biotekselskabet som en klar etter, langt foran toeren ØK med en nettoomsætning på 23,2 mio. kr.
Mest solgte aktie blev Vestas med et nettosalg på 118,1 mio. kr. efterfulgt af A.P. Møller - Mærsk med et nettosalg på 84,8 mio. kr. Samtlige aktier på listen over årets mest nettosolgte er C20-aktier, mens listen over de mest købte aktier domineres af mindre selskaber.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
Vestas topper listen over årets mest handlede aktie med 281.953 handler - mere end det dobbelte af Novo Nordisk, der blev langet over disken 119.639 gange via Nordnets systemer sidste år.
"De private har fastholdt deres investeringsinteresse for Vestas og er blevet belønnet for det i 2013 efter mange hårde år. Som noget nyt har Vestas ikke kun været den mest handlede hos Nordnet, men er også kravlet op blandt de største enkeltbesiddelser hos investorerne takket være den markante stigning i kursværdien. De private er blevet belønnet for deres tålmodighed," siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.