IKEA køber Siemens-møller
%2520siemens%2520vindm%25C3%25B8ller.jpg)
IKEA vil andet end servere kötbuller og sælge billige møbler.
Det skæpper godt i kassen hos den irske sol- og vinddeveloper Mainstream Renewable Power (MRP), der har lukket endnu en aftale med svenskerne og sælger den 46 megawatt store Oldman 2 vindpark, der opføres i Alberta-provinsen i Canada.
Det er anden gang, IKEA køber en vindmøllepark af Mainsteam, og det kan man glæde sig over i Brande, hvor vindmølleproducenten Siemens holder til.
Mainstream er nemlig glade for Siemens-møller, og det bliver da også 23 Siemens 2,3 MW-møller, der skal snurre i den canadiske vindmøllepark.
"Vindparken leverer strøm til nettet i Alberta til markedsprisen, og det er en klar demonstration af, at vindkraft er en holdbar form for elproduktion, der ikke kan ignoreres," siger Eddie O'Connor, MRP's CEO i en meddelelse.
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
Godt nyt for Siemens
Det er ikke oplyst, hvad IKEA betaler for Oldman 2-parken, men ifølge myndighederne i Alberta koster parken 120 mio. canadiske dollar, mens branchemediet Recharge beretter om en noget lavere pris på 90 mio. dollar eller i underkanten af 500 mio. danske kr.
Under alle omstændigheder er der udsigt til flere opkøb for svenskerne, der planlægger at investere 1,5 mia. pund eller ca. 13 mia. kr. i vind og sol frem til 2015.
IKEA har - som led i selskabets mål om at dække hele sit energiforbrug med grøn strøm i 2020 - også installeret solcelleanlæg på tagene af tre af sine forretninger i canadiske Ontario. I Storbritannien er firmaet begyndt at sælge solcelleanlæg til forbrugere.
Møllerne, som er de første Siemens sælger i Alberta-provinsen, er de 2,3 MW store SWT 101-møller med 49 meter lange vinger.
Hvis MRP kommer til at udvikle flere af projekterne for IKEA, vil det formentlig være mere godt nyt for Siemens, der er blandt MRP's foretrukne leverandører.
For få uger siden vandt fremstormende MRP tre vindprojekter i Sydafrika.