Ugebrev: Vestas har solgt ud af arvesølvet til Mitsubishi

Vestas' aftale med Mitsubishi Heavy Industries (MHI) om at danne et fælles joint venture (JV), som MHI senere kan komme til at kontrollere, er kortsigtet positiv for Vestas. Men det er udsalg af arvesølvet.
Det vurderer Aktieugebrevet.
"Det nye JV får finansielle kræfter til på den korte bane at sætte meget mere kraft på udvikling og salg af de nye store havvindmøller. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det nye JV ikke meget andet end udsalg af arvesølvet, dvs. Vestas' teknologiske knowhow og brand, måske indenfor det mest perspektivrige langsigtede udviklingsområde for Vestas," skriver ugebrevet, der mener, at ved at give MHI option på 1 pct. kan MHI komme til at dominere det nye JV med en ejerandel på 51 pct., hvilket ugebrevet finder helt uforståeligt.
MHI kommer i første omfang alene med finansiel hjælp, mens Vestas i følge ugebrevet "indskyder hjerteblod" i form af teknologisk knowhow, som koncernen i værste fald må slippe kontrollen over.
Ugebrevet mener, at man for Vestas - og for Vestas' aktionærer - må håbe, at det ligger i kortene, at MHI overtager hele Vestas på lidt længere sigt.
"Som opkøbsmål for andre aktører har Vestas degraderet sig selv, fordi man nu har bundet vigtig teknologi for at løse kortsigtede finansielle problemer," skønner ugebrevet, der - alt andet lige - vurderer, at transaktionen giver bekymring om, at den finansielle situation er langt ringere end de officielle tal viser.
Ugebrevet er ikke overrasket over, at fredagens initiale stigning på over 10 pct. ikke kunne holde.
Grundlæggende ser ugebrevet en stor risiko for, at der nu kommer et større kursfald.
"Dels fordi det går op for de private investorer, hvor uattraktiv aftalen i virkeligheden er, dels fordi de institutionelle investorer tilsyneladende allerede har påbegyndt gevinsthjemtagninger, og dels fordi vi frygter en kommende kapitaludvidelse, netop på grund af det finansielle pres op til den kommende refinansiering," skriver ugebrevet, der fortsat ser Vestas som en af de mest oplagte shortkandidater på det danske aktiemarked.
Vestas lukkede fredag i 139,10 kr. efter en stigning på 4,5 pct.
"Vestas kommer ikke til at overhale Siemens"
Vestas afviser kontroltab ved ny aftale
Det betyder Mitsubishi-aftalen for Vestas' finanser
Analytiker: Nu er Vestas klar til kampen mod Siemens
"Vestas kommer ikke til at overhale Siemens"
/ritzau/FINANS