EnergiWatch

Firma bag megavinge tynges af udviklingudgifter

Den fynske vingeproducent SSP Technology kom ud af 2012 med et driftsunderskud på 16 mio. kr., men forventer, at investeringer i ny teknologi giver pote inden længe.

Foto: SSP Technology

For nylig afleverede den fynske vingeproducent SSP Technology tre styks vindmøllevinger til Samsung på hele 83,5 meter, som skal bruges i koreanernes bestræbelser på at opføre en ny 7MW offshore mølle.

Verdens største vinge på vej fra Fyn til Skotland  

SSP Technology har stået for selve udviklingen af vingerne, som er de største i verden - men den flere år lange udvikling har også sat sit præg på regnskabet hos vingeproducenten fra Kirkeby.

For 2012 lyder selskabets resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på et minus på 16,3 mio. kr. mod et overskud sidste år på 1,3 mio. kr.

Samlet lyder bundlinjen på -38,8 mio. kr. mod et plus på 162 mio. kr. i 2011 - det skal dog tilskrives en tilbageførsel af tidligere nedskrivninger på goodwill for 168 mio. kr. på grund af forventninger til fremtidig indtjening.

Spørger man direktør i SSP Technology, Morten Vedel Kruse, så skal underskuddet tages med et gran salt. Godt nok er ledelsen ikke tilfredse med driftsunderskuddet, men han påpeger, at 14,3 mio. kr. ud af det 16,3 mio. kr. store underskud kan tilskrives udviklingsomkostninger - herunder til Samsung-projektet.

"Regnskabet er i høj grad præget af det faktum, at vi har brugt rigtig mange resurser på teknologisiden. Hele Samsung-projektet har vi brugt mange resurser på, og det har vi kastet direkte ind i totalopgørelsen, men det er kun en meget lille del, vi har aktiveret," siger han og fortæller, at virksomheden også kunne have aktiveret teknologiomkostningerne på balancen og herefter afskrevet dem.

"Det har vi så valgt ikke at gøre, men havde vi gjort det, havde resultatet været oppe omkring nulpunktet."

Ny storordre

Selskabet oplyser ikke tal for omsætningen, men Morten Vedel Kruse fortæller, at den i 2012 er fordoblet i forhold til 2010. Og den skulle gerne blive endnu større som følge af investeringerne i udvikling og innovation og dermed resultere i nye ordrer. Morten Vedel Kruse nævner, at der allerede er tikket en særlig ordre ind, som ikke ville være mulig, hvis ikke SSP Technology havde satset på Samsung-projektet.

Der er ifølge direktøren tale om en ordre fra en europæisk vindproducent, der er i gang med at udvikle en 6MW offshoremølle, hvor SSP Technology skal levere formene til vingerne, der bliver 75 meter lange. Morten Vedel Kruse vil ikke oplyse, hvilken europæisk vindproducent der er kunden, men i hvert fald Siemens er i gang med udviklingen af netop en 6MW-offshoremølle i samarbejde med DONG.

"Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi ikke kunne have tiltrukket den ordre, hvis det ikke var fordi, vi havde bevist, at vi kunne levere til Samsung. Nu har vi skabt et godt fundament til fremtiden," siger han om bestillingen, som har en værdi på omkring 100 mio. kr.

Ejere måtte til pengepungen

Det er dog ikke kun udviklingsomkostninger, der trækket ned i regnskabet for 2012 for SSP Technology.

Svære markedsbetingelser har samtidig betydet minus på det operationelle cash flow på 45,6 mio. kr., hvorfor ejerne bag koncernen - de tre udenlandske fonde Ventizz Capital Fund IV (77 pct.), New Energies Invest (18 pct.) og Ökorenta Private Equity (4 pct. ) samt de to grundlæggere Rune Schytt-Nielsen og Flemming Sørensen (1 pct.) - har været nødt til at skyde ny kapital ind i virksomheden.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

I regnskabet skriver ledelsen, at koncernen har et fokus på at få ordreporteføljen bygget, men fortæller samtidig, at primo 2013 er ordrebeholdningen procentuelt lavere end på samme tidspunkt i 2012. Frem til april er indgangen dog styrket, således at der foreligger faste og ubetingede ordrer til fakturering i 2013 svarende til 85 pct. af det forventede aktivitetsniveau for hele året, som i alt forventes at være på niveau med 2012.

Morten Vedel Kruse oplyser, at der i juli er kommet endnu flere ordrer til, og at selskabet er "relativt tæt på at kunne lukke budgettet for 2013."

"Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til vores ordrebacklog. VI arbejder på at få en tilstrækkelig kritisk masse. I øjeblikket har vi ordrer til eksekvering i hvert fald til knap et år frem i tiden, og det er en væsentlig forbedring i forhold til tidligere."

SSP Technolgy havde i 2012 i alt 171 ansatte.

 

FAKTA - SSP Technolgy

Regnskab 2012:

Bruttofortjeneste: 64,2 mio. kr.

EBITDA: -16,3 mio. kr.

Årets resultat: -38,8 mio. kr.

Egenkapital: 211,3 mio. kr.

 

Regnskab 2011:

Bruttofortjeneste: 73 mio. kr.

EBITDA: 1,3 mio. kr.

Årets resultat: 162 mio. kr.

Egenkapital: 243,4 mio. kr.

 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs