Vestas får ordre på 93 MW til Sydafrika

Vestas har onsdag sikret sig en ordre på 93 MW til et projekt i Sydafrika. Det danske vindmølleselskab skal levere 31 af sine V112-3,0 MW-møller til Tsitsikamma-vindfarmen nær Port Elizabeth på landets sydkyst.
Det fortæller Vestas i en meddelelse onsdag.
Møllerne ventes leveret med start i andet kvartal af 2015, og derefter er det planen, at projektet står klar i første kvartal af 2016. Kunden Cennergi, et joint venture mellem Exxaro og Tata Energy, har også bestilt en 15-årig serviceaftale i Vestas' dyreste prisklasse, AOM 5000.
Tsitsikamma-projektet er en del af de fem ordrer på i alt 297 MW, som Vestas blev udpeget som foretrukken leverandør til i en budrunde i maj 2012. Sidste måned lykkedes det også Vestas at gøre et andet stort projekt fra den budrunde, West Coast One på 94 MW, til en fast og ubetinget ordre i bogen.
Vestas har til dato været en af de førende mølleleverandører på det sydafrikanske marked med en markedsandel på omkring 36 pct. i de to første statslige budrunder.
Onsdagens ordre er Vestas' første i årets tredje kvartal. Samlet har vindmølleproducenten annonceret ordrer for 2032 MW i 2013 - dertil kommer dog de uannoncerede ordrer fra andet kvartal, som først afsløres i halvårsregnskabet 21. august.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
/ritzau/FINANS