Reuters: EU klar med straftold på kinesiske solceller

Kinesiske solceller bliver dyrere i Europa.
EU har ifølge kilder i kommissionen besluttet at indføre en straftold på solceller fra Kina. Det skriver Reuters.
Nyheden fik aktiekursen blandt tyske producenter som tyske SolarWorld, Phoenix Solar og Centrotherm til at stige helt op til syv pct. oven på beslutningen, mens kinesiske Suntech faldt med mere end fire pct.
Kommissionen mener, at de kinesiske producenter dumper markedet, og derfor blev der i marts 2013 indført en registrering af alle importerede solceller fra Kina.
Siden har det været ventet, at der ville blive indført en straftold, og den skulle der ifølge Reuters altså nu være opbakning til.
Kommissionen forventes at offentliggøre beslutningen d. 5. juni.
Tolden forventes at ligge på i gennemsnit 46 pct. af prisen. I USA, hvor man sidste år indførte en lignende told, har man differentieret den efter de forskellige producenter.
Intern uenighed i EU
I EU har der raset en krig mellem især tyske producenter på den ene side og andre aktører i solcelle-branchen; som underleverandører og installatører, på den anden side.
Europæiske solcelle-firmaer slås om kinesisk straftold
Dansk Solcelleforening er modstandere af straftolden, som foreningen mener vil skade den danske solcellebranche, hvor blot en enkelt, lille virksomhed, rent faktisk producerer solcellerne selv.
Ifølge EU producenter har kinesiske firmaer kapret mere end 80 pct. af det europæiske marked.
Relaterede artikler:
Nu kommer slagsmålene om solceller
For abonnenter