Ordrehøsten i april glæder Ditlev Engel
Vestas' indgang af offentliggjorte ordrer var afdæmpet i første kvartal set i forhold til senere år, men andet kvartal er startet godt, og det glæder topchef Ditlev Engel.
"Vi har annonceret 570 MW i april, som næsten er på niveau med det samlede ordreindtag i første kvartal, så det er glædeligt," siger Ditlev Engel.
Første kvartal bød nemlig på 271 MW annoncerede ordrer og 373 MW uannoncerede - et tal, der kom frem i onsdagens kvartalsregnskab.
Dermed har Vestas nu i tre kvartaler i træk haft flere bagvedliggende, uannoncerede ordrer, målt i MW, end offentliggjorte ordrer.
"Det er jo lidt afhængig af hvilken type ordrer, man tager ind. Vi har grænse for, hvornår ordrerne skal offentliggøres (som hovedregel mindst 500 mio. kr., red.). Man skal huske på, at når det amerikanske marked, som typisk er karakteriset ved enkelte store ordrer, har været så dødt som det har været, påvirker det antallet af ordrer, vi annoncerer," forklarer Ditlev Engel.
Vestas havde ved udgangen af marts en ordrebeholdning på 6927 MW, et fald fra de 7156 MW, der var i ordrebogen 1. januar. Ordrebeholdningen, eksklusive serviceaftaler, har en samlet værdi af 7,0 mia. euro mod 7,1 mia. ved nytår. Inklusive serviceaftaler er værdien 12,4 mia. euro.
Vestas nummer to i aprils globale ordrekapløb