Canadisk møllemarked på rekordkurs i 2013
Det canadiske vindmøllemarked viser stor stabilitet og ventes i 2013 at byde på et rekordstort antal nyopsætninger. Også de kommende år frem til 2016 ser lyse ud, vurderer chefen for den canadiske vindmølleforening, Robert Hornung.
"Vi venter et rekordår i 2013 med installation af 1500 megawatt i ny vindmøllekapacitet," sagde Robert Hornung på en vindmøllekonference i Chicago mandag.
I 2012 blev der i Canada installeret 936 megawatt, og med en installeret kapacitet samlet set på 6568 megawatt dækker vindenergi nu ca. 3 pct. af elektricitetsefterspørgslen i landet. Udbygningsaktiviteten ventes at fortsætte de kommende år.
"Over 3000 megawatt er allerede blevet kontraheret til at blive bygget mellem 2014 og 2016, så vi er ret komfortable med, at Canada som minimum kan installere 1200 megawatt om året de næste fire år frem til udgangen af 2016," sagde Robert Hornung.
Han tilføjede, at udfordringer for den canadiske vindmølleindustri knytter sig til usikkerhed om, hvad der kommer til at ske efter 2016, hvor mange af de planer, som de forskellige provinser har haft, udløber.