Vestas hugger 4 GW fra Siemens Gamesa

”Vattenfall og Vestas fælles formål og værdier danner et storartet fundament for et langt og stærkt partnerskab”, lyder det neutralt fra adm. direktør Henrik Andersen i en pressemeddelelse.
Foto: vestas
Foto: vestas
MAZ PLECHINGER

Vestas er på vej stærkt tilbage til det største havvindmarked uden for Kina. Vattenfall vælger således den danske mølleproducent som foretrukket leverandør på 1,4 GW britisk havvind og indgår ekslusivitetsaftale med mølleproducenten på yderligere 2,8 GW. Det omfatter i første omgang Norfolk Vanguard West med efterfølgende Norfolk-klyngens Vanguard East og Boreas-projekter.

”Vattenfall og Vestas fælles formål og værdier danner et storartet fundament for et langt og stærkt partnerskab inden for havvind, og det er en umådelig glæde at underskrive og annoncere disse aftaler,” udtaler Vestas’ adm. direktør, Henrik Andersen, i en meddelelse.

En ting er imidlertid den forståelige glæde ved at have udsigt til næsten 4 GW havvind. Men umådeligheden kan måske også delvist skyldes, at Vestas tillige er lykkedes med at kapre kontrakten fra sin store konkurrent udi havmøller, Siemens Gamesa.

Vattenfall pegede således allerede i 2021 på Siemens Gamesa som foretrukket leverandør til projekterne. At man godt kan fortrække sig fra slige aftaler – eller at de kan udløbe – ved Vestas så udmærket. Som EnergiWatch afslørede i 2020 droppede CIP og Avangrid deres aftale med den danske leverandør til fordel for amerikanske GE på Vineyard Wind-projektet.

Langvarig partner

Dengang var årsagen, at projektet af politiske årsager var blevet så forsinket, at det gav mere mening med GE’s 12 MW-møller end den 9 MW-havmølle, Vestas dengang havde som største våben i arsenalet. I Vattenfalls tilfælde er det dog et noget mere jævnbyrdigt bytte, hvor Siemens Gamesas SG 236-15 MW udskiftes med Vestas’ V236-15 MW.

Hos det svenske energiselskab nøjes man dog med at pege på glæden ved det nye samarbejde.

”Vestas er en langvarig partner for Vattenfall, og vi takker dem for deres fortsatte engagement. Norfolk-zonen vil spille en afgørende rolle i Storbritanniens energiomstilling, lige som det vil bibringe investeringer i sektoren og i regionen,” lyder det i meddelelsen fra energiselskabets chef for vind, Helene Biström.

Ligheden med Vineyard Wind strækker sig dog så langt, at der i begge tilfælde har været tale om projekter, der er blevet forsinket af den ene eller anden grund. 

I Vattenfalls tilfælde gælder det især Norfolk Boreas. Det fik svenskerne egentlig kontrakt på forrige sommer, men med henvisning til en stigning i omkostningerne på 40 pct., blev det i sommer besluttet at sætte udviklingen i bero på grund af en eroderet forretningsplan.

Det wakeup-call blev i sidste måned besvaret af den britiske regering. Den vedtog at hæve loftet for afregningspriser til 70 pund/MWh i den kommende og sjette udbudsrunde – 87 pct. mere end de 37,75 pund/MWh, Vattenfall fik tildelt på Boreasa. Al den stund at beslutningen ikke fik Vattenfall til at straksoplive udviklingen af projektet, understreger aftalen med Vestas, at det fortsat er i live.

Ikke det hele er udbudsklar

Imidlertid kan Vattenfall formentlig næppe nå at byde Boreas-projektet ind i den kommende udbudsrunde. Det forklarede selskabet over for EnergiWatch på selskabets kapitalmarkedsdag i sidste måned. For som udgangspunkt skal den aftalte investeringsbeslutning først udløbe, førend projektet kan bydes ind på ny. 

Fristen er til januar, mens næste udbud er til april, så formentlig skal energiselskabet – og i forlængelse altså også Vestas – vente til det efterfølgende udbud. I hvert fald med den del af aftalen. For som minimum den første del af Norfolk-klyngen – Vanguard West på 1.380 MW – står til at kunne bydes ind i forårets udbud.

Det projekter er nu sat til at bestå af 92 Vestas-møller, mens de øvrige to projekter skal føje yderligere 184 møller til. Foruden selve maskineriet er Vestas også udpeget til at levere en ”længerevarende serviceaftale”, når parkerne er taget i drift.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også