Vattenfall er med afstand den største aktør i dansk farvand. Begge de to seneste havmølleparker, Horns Rev 3 og Kriegers Flak, er sat op af det svenske energiselskab, der i disse uger er i gang med at få sluttet også de næste, Vesterhav Syd og Nord, til elnettet. Men når det kommende danske havvindudbud af skal afvikles, kan det blive uden markedslederens deltagelse.

”Jeg ved ikke præcis, hvor den danske regering står lige nu. Men sidste gang vi tjekkede efter, var vores konklusion, at det ikke var interessant,” siger direktøren for Vattenfalls vindforretning, Helene Biström.

”Det er ikke kun os, der er utilfreds med udviklingen i Danmark. Jeg ved, at det samme gælder for aktørerne på hjemmemarkedet som Ørsted og Vestas.”

Sværest med fristede regeringer

Årsagen til svenskernes kølnede interesse for Danmark skal findes i forårets aftale om udbud af mindst 6 GW havvind. Eller mere præcis i de 30-årige koncessionsbetalinger, der er et nybrud i forhold til alle tidligere danske havvindudbud. Vinderen af de kommende udbud vælges således ud fra, hvem der er villig til at betale mest for brugsretten til havarealet under parkerne.

”Det sværeste af alle rammevilkår er der, hvor regeringerne ikke kan modstå fristelsen til at presse store pengebeløb ud af udbuddene,” konstaterer vinddirektøren.

Dollartegnene i de danske politikeres øjne blev tændt for to år siden, da udbuddet af Thor de facto sikrede den danske statskasse 2,8 mia. kr. Et beløb, der formentlig ville være markant højere, såfremt udbudsbetingelserne havde gjort det muligt.

I hvert fald resulterede den britiske auktion tidligere samme år over havvindarealer med et anslået potentiale på 8 GW med årlige betalinger på 879 mio. pund (7,6 mia. kr.). Mens den amerikanske auktion få måneder efter det danske udbud endte med bud på knap 4,4 mia. dollar (37,6 mia. kr.) for de seks licenser i New York Bight-området.

Vil aldrig deltage i dyst på penge

Det seneste eksempel fandt sted så sent som i sommer, hvor retten til at opføre 7 GW havvind i den tyske del af Nordsøen endte med at koste 12,6 mia. euro (94 mia. kr.). I alle tre tilfælde var det i øvrigt store olieselskaber, der løb med enten hele eller i hvert fald store dele af den bekostelige havbund.

”Vi holdt os fuldstændig ude af sommerens tyske udbud, fordi det økonomiske element var det eneste kriterium. Og så endte BP og Total Energies selvfølgelig med at vinde arealerne, fordi de havde flest penge at bringe til bordet,” siger Helene Biström.

”Selvfølgelig er det i orden at kræve en form for betaling. Men hvis det er den slags auktioner, hvor man bare skal betale mere og mere og mere, så er det ikke for os. Det vil vi aldrig deltage i.”

De høje betalinger forekommer da heller ikke at være helt uden problemer for staterne. Det indikeres foreløbigt klarest i USA, hvor bl.a. Equinor og BP’s projekter hænger i en tynd tråd, da de står til at blive tabsgivende. 

Ganske vist er hovedårsagen stigninger i renter, inflation og komponenter snarere end koncessionsbetalinger. Ikke desto mindre bad olieduoen om markant flere milliarder end Ørsted, da udviklerne i sommer – forgæves – forsøgte at få myndighederne i New York til at hæve afregningspriserne. Alene lejen for det ene projekt, Beacon Wind, er 45 gange højere end for Ørsteds Sunrise Wind.

Stort udbud muliggør selektivitet

Udsigten til tabsgivende projekter kender Vattenfall i øvrigt bedre end de fleste. I juli blev det svenske energiselskab det første til at droppe en havvindaftale i Europa, da udviklingen af Norfolk Boreas blev sat i stå. Ikke på grund af høje koncessionsbetalinger, men fordi afregningsprisen på 37,35 pund/MWh (32,2 øre/kWh), der blev budt ind med for to år siden, ikke længere var økonomisk holdbar.

Sammen med det komplette fravær af bud ved sidste års britiske havvindudbud har det fået den britiske regering til radikalt at ændre kurs. Tidligere på måneden besluttede briterne således at hæve maksprisen i næste udbud med hele 66 pct. til 73 pund/MWh (62,9 øre/kWh).

Den beslutning vakte ikke overraskende stor glæde i industrien. Men foruden anerkendelserne har de hævede priser også haft som umiddelbar konsekvens, at en række nøgleleverandører atter er begyndt at tale om at etablere eller udvide deres produktion i landet. Det gælder bl.a. Vestas, der har genoplivet planerne om etablering af ny vingeproduktion.

”Det er ikke fordi, vi slet ikke ser Danmark som interessant længere. Danmark er jo lige så interessant som ethvert andet marked. Men Europa står foran en enorm udbygning af havvind, og vi vil være meget selektive, hvor vi byder os til med nye projekter,” siger Helene Biström.

”Aktuelt er det Storbritannien, der går forrest og udviser lederskab. Mens jeg vil mene, at situationen i Danmark er mere tricky, som også den meget underlige affære med den forsvundne Åben Dør-ordning har vist.”

I april købte Vattenfall to åben dør-projekter, der dog var blandt de mange, der blev afvist, efter ordningen – der ikke indeholdt koncessionsbetalinger – de facto blev kasseret med den seneste havplan.

Hvordan de præcise betalinger for koncessioner i det kommende havvindudbud skal tage sig ud, er endnu ikke politisk besluttet. I lighed med flere andre udviklere håber Vattenfall på, at den danske regering ser mod Holland, hvor også kvalitative aspekter som hensyn til biodiversitet og effektiv indpasning i elnettet indgår som kriterier.