Vestas-strejke er endt i arbejdsretten
Ansatte på de danske Vestas-fabrikker er utilfredse med den lønstigning, der er blevet præsenteret fra ledelsens side, og derfor er strejken, der gik i gang tirsdag, stadig i live.
Vestas-ansatte fortsætter arbejdsnedlæggelsen efter endte lønforhandlinger, lyder det fra Claes Lautrup Cunliffe, der er Public Relations lead i vestas presseafdeling.
”Hovedparten af vores timelønnede medarbejdere i Danmark fortsætter arbejdsnedlæggelsen i strid med overenskomsten. Vi ser dog, at visse medarbejdere er begyndt at vende tilbage til arbejde. Vi opfordrer alle strejkende medarbejdere til at vende tilbage på arbejde, da lønforhandlingerne er afsluttet.”
Sagen er endt i arbejdsretten.
”Vestas har tilbudt en løsstigning på 1,2 procent, så det er noget lavere end det lokale gennemsnit. Det er der 85 procent af medlemmerne, der har sagt nej tak til ved en afstemning. De føler sig ikke set og imødekommet i lønforhandlingerne,” siger Carsten Dannemann Kjeldgaard, afd. formand for Metal Skjern-Ringkøbing til Energy-Supply.
Onsdag blev der holdt møde i arbejdsretten, og her fik de strejkende medarbejdere at vide, at de skal genoptage arbejdet. Ellers risikerer de en bod, der løber op i tusindvis af kr. pr. dag. Det var dog som forventet, da arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig.
Lønforhandlingerne har pågået siden foråret, hvor de nye overenskomster på området blev handlet hjem. De har dog ikke endnu båret frugt hos Vestas.
Relaterede artikler:
Danske Vestas-ansatte nedlægger arbejdet
For abonnenter