Omkring 1.000 landvindmøller afventer sagsbehandling
Opstillingen af landvindmøller er gået i stå over de senere år, og nu viser en opgørelse fra lobbyorganisationen Green Power Denmark, at projekter for i alt 4840 megawatt i øjeblikket afventer sagsbehandling i kommunerne, svarende til omkring 1.000 møller.
Det skriver Finans.
Der er tale om projekter, hvor arealerne er fundet, og hvor der nu afventes godkendelser fra landets kommuner.
Hvis alle projekterne får grønt lys, vil de tilsammen ifølge Green Power Denmark kunne fordoble den nuværende landvindkapacitet fra ca. 5 til 10 gigawatt.
Klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard (M) skriver i et svar til avisen, at regeringen vil gøre det ”mere attraktivt for lokalsamfundene at lægge jord til vedvarende energi”.
”Vi kommer snart med et større udspil, der skal bidrage til at firedoble produktionen af grøn strøm på land, og der arbejdes i den nationale energikrisestab NEKST på at fjerne barriererne. Vi har fuld fokus på problemstillingen,” lyder det fra ministeren.