Tysk statsstøtte vækker urolige miner hos danske underleverandører

EU-markedet for grønne energiteknologier er på vej ud af en tangent, som unionen ikke kan kontrollere, siger ejerleder af dansk tårnproducent.
Foto: Joachim Ladefoged
Foto: Joachim Ladefoged

Udsigten til øget statsstøtte til tyske producenter af energiløsninger har vakt bekymring blandt flere underleverandører til energisektoren.

Ved hjælp af EU’s krise- og overgangsramme, som blev lanceret i marts i år foranlediget af Ukraine-krigen, kan den tyske regering nu sende statskroner afsted til producenter af energiteknologi uden først at få tilladelse fra EU.

Og danske producenter ser med urolighed med fra sidelinjen.

Det gør sig blandt andet gældende for tårnproducenten Welcon, der oplever at blive mere og mere presset i takt med, at flere stornationer så som USA og senest Tyskland er klar til sprøjte statskapital ind i landenes produktion af energiløsninger så som vindmøller, solceller og batterier.

”Hvis det sker, vil det totalt skævvride vores konkurrenceevne, det er klart,” konstaterer selskabets adm. direktør og medejer Jens Risvig Pedersen.

Welcon har gennem det seneste år investeret godt 1 mia. kr. i sin kapacitet for at imødekomme en stigende efterspørgsel, som er forventningen set i lyset af flere nationers ambitioner for opsætningen af vindmøller.

Jens Risvig Pedersen frygter, at udviklingen med lempeligere regler for statsstøtte i EU kan gå ud over den fremtidige ordretilgang.

”Vi har ordrer til de næste fem år, hvor det meste af vores kapacitet allerede er solgt. Men det betyder jo ikke, at man ikke kunne gøre mere så som at udvide kapaciteten yderligere og bygge oven på den nuværende ordretilgang,” siger han.

Bekymret kabelproducent

Tyskland har kridtet banen op for mere statsstøtte, og det får også betydning for kabelproducenten NKT, der har flere fabrikker i Tyskland, der også betegnes som et nøglemarked for virksomheden.

NKT’s adm. direktør Claes Westerlind pointerer, at statsstøtte fra konkurrenters lande ikke er uvant for virksomheden set i lyset af USA’s inflationspakke Inflation Reduction Act (IRA) og flere andre eksempler i navnlig Asien.

Foto: Nkt
Foto: Nkt

”Men vi er meget opmærksomme på, at der globalt skal være ens markedsvilkår, og at vi skal konkurrere på lige vilkår. Det vil der ikke være, hvis der i Tyskland og måske Frankrig kommer statsstøtte til lokale spillere,” siger Claes Westerlind og fortsætter:

”Vi er ret bekymret for, om det forvrider den lige konkurrence.”

Samme bekymring har Jens Risvig Pedersen også. Han fortæller, at det er farligt for den normale frie og fair konkurrence, som man har haft i Europa hidtil.

”Vi bevæger os ud på noget, som man måske ikke kan styre i EU,” siger Jens Risvig Pedersen.

Tyskland åbner sluserne for statsstøtte til grønne energiteknologier

På linje med organisation

Tyskland er som tidligere beskrevet det første land til at gøre brug af de nye EU-regler, der skal gøre det nemmere og mindre bureaukratisk at udstede statsstøtte til virksomheder.

Muligheden er lige for alle EU-medlemslande, og det har også fået brancheorganisationen Green Power Denmark til at udmelde, at Danmark burde følge trop og implementere en lignende lov. Holdningen er den samme i det sydjyske hos Welcon.

”Hvis nogen EU-lande benytter sig af det her, og andre vælger at lade være, skaber det en ubalance. Så simpelt kan det siges, og så er man nødt til at følge trop,” siger Jens Risvig Pedersen og fortsætter:

”Vores problem er bare, at den danske stat ikke har så store lommer, som den tyske eller franske stat. Det er dem med de største lommer, der kommer til at overleve.”

Hos NKT forstår man godt, at tyskerne benytter sig af de værktøjer, der er blevet gjort muligt af EU. Når USA har indført pakker i landets Inflation Reduction Act (IRA), der tilgodeser lokale spillere, må Europa gøre det samme, så vilkårene er ens, siger topchefen.

Men vil du så investere mere i lande, der har statstøtte end lande, der ikke har?

”Vores investeringer foretages uden sans for følelser, men med fokus på det bedste afkast, og vi investerer der, hvor det bedst kan betale sig for os.

Statsstøtte er ikke gratis

Medlem af formandsskabet i De Økonomiske Råd, Lars Gårn Hansen, har tidligere i denne uge udtalt, at en lignende model med statsstøtte ikke er nogen farbar vej at gå for Danmark.

At yde statsstøtte til en enkelt sektor vil skabe ringe i vandet ud til resten af den danske økonomi i en negativ favør.

”Det er ikke gratis at give statsstøtte. Det er andre, der betaler enten ved at hæve skatterne eller reducere den offentlige velfærd, vi har i dag. For at tilskuddet er berettiget, skal det være særligt vigtigt for Danmark, at netop denne produktion foregår i landet,” sagde Lars Gårn Hansen:

”Eksempler på dette kan være kritisk infrastruktur eller livsvigtig sundhedsproduktion, så som test og mundbind under en pandemi,” fortsatte han.

Vismand affejer dansk modsvar: ”Tysk statsstøtte er ikke noget godt argument”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også