Debat: Havnepartnerskab skal sætte havvind på dagsordenen

Havnepartnerskabet har mulighed for at understøtte de ambitiøse havvindplaner i Nordsøen og Østersøen. Men kun hvis partnerskabet prioriterer en af de mest åbenlyse udfordringer: Mangel på kapacitet.
Carsten Aa, adm. direktør for Odense Havn og bestyrelsesformand for Danske Havne. | Foto: Lindø Port of Odense/PR
Carsten Aa, adm. direktør for Odense Havn og bestyrelsesformand for Danske Havne. | Foto: Lindø Port of Odense/PR
AF CARSTEN AA, ADM. DIREKTØR FOR ODENSE HAVN

”Man frygtede, det ville ende som et forblæst, forladt sted, hvor vindheksene trillede, og man bare kunne se tilbage med nostalgi på dengang, der var en stor og vigtig arbejdsplads.”

Sådan lød det fra en af vores medarbejder her på Odense Havn sidste år, da DR markerede 10-året for lukningen af Lindøværftet. Frygten er så godt og vel blevet gjort til skamme, og den gamle værftsgrund er nu Danmarks største produktionshavn inden for havvindmøller.

Vi er stolte af at spille en nøglerolle i det danske økosystem for havvind, hvor danske virksomheder producerer 40 pct. af alle havvindmølledele i Europa. Derfor hilser vi de tårnhøje politiske ambitioner om mere havvind velkomne. Samlet er der planer om at opføre mere end 20.000 havvindmøller i Nordsøen og Østersøen frem mod 2050.

Vi skal udbygge havvinden i Europa hurtigt, så vi kan leve op til vores klimaambitioner og skabe et grønt energisystem, der sikrer energipolitisk forsyningssikkerhed i fremtiden. De danske havne kan indtage en central rolle i det arbejde, der samtidig sikrer tusindvis af arbejdspladser.

Vokseværk udfordrer Danmarks styrkeposition

Etableringen af det nye havnepartnerskab har mulighed for at understøtte de ambitiøse planer i Nordsøen og Østersøen. Men hvis det skal lykkes, så skal havnepartnerskabet prioritere en af de mest åbenlyse udfordringer for den grønne omstilling: Mangel på kapacitet.

For Danmarks styrkeposition inden for havvind er udfordret. Fremtidens havvindmøller har vokseværk. Møllerne bliver større, der skal produceres flere – og det skal gå hurtigt. Hvis vi også i fremtiden skal være et europæisk knudepunkt for havvind, så skal Havnepartnerskabet give klare anbefalinger til, hvordan vi hurtigt, sikkert og effektivt kan sikre større kapacitet og bedre infrastruktur i de danske erhvervshavne.

I Odense Havn arbejder vi målrettet for, at vi også i fremtiden kan tilbyde attraktive faciliteter til nogle af verdens førende virksomheder inden for den grønne omstilling. Vi er langt med vores planer for en havneudvidelse, og der er vigtigt, at myndighedsgodkendelser følger med, så udviklingen ikke bremses. 

Havneudvidelser skal op i tempo

Der kan laves nok så mange politiske aftaler om udbygningen af havvind, og der kan findes nok så mange investorer til grønne initiativer – men hvis ikke lovgivningen på land og til vands følger med, så vi rent faktisk kan producere de stadig større møller i et stadig højere tempo, er vi lige vidt. 

Danske havne skal have mulighed for at udvikle sig i et tempo, der svarer til de tårnhøje ambitioner for den grønne omstilling. Hvis det sker, så kan Danmark fortsat levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Europa, hvor havnen spiller en afgørende rolle til gavn for klimaambitionerne, forsyningssikkerheden og danske arbejdspladser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også