Ekstreme temperaturer presser elnet i Texas til det yderste

Temperaturer langt over det normale har sendt forbruget af airconditionanlæg i vejret.
Foto: Go Nakamura
Foto: Go Nakamura
AF RITZAU

Efterspørgslen efter elektricitet i den amerikanske delstat Texas nåede mandag et rekordhøjt niveau på grund af det øgede forbrug af airconditionanlæg.

Det sker som følge af de høje temperaturer, der i øjeblikket rammer store dele af det sydlige USA.

Meteorologer ved AccuWeather forventer temperaturer i Houston, delstatens største by, på over 37,8 grader hver dag mellem 17. og 21 juli.

Normalt kan man på denne årstid forvente temperaturer på omkring 34,4 grader.

Ercot, der driver elnettet for 26 millioner mennesker og er ansvarlig for 90 procent af delstatens strømforbrug, fortæller dog, at kapaciteten fortsat kan følge med.

Elnettet i delstaten satte sidste sommer rekord 11 gange.

Mandag blev rekorden på 81.406 megawatt fra 13. juli slået med et forbrug af i alt 81.911 megawatt.

Det er fjerde gang i år, at forbruget sætter rekord i Texas.

Tirsdag forventes efterspørgslen at nå op på 86.675 megawatt.

En megawatt kan forsyne omkring 1000 amerikanske hjem med strøm på en typisk dag. På en varm sommerdag i Texas er det dog kun nok til 200 hjem.

Texanerne har efterhånden vænnet sig til det ekstreme vejr.

En dødelig storm i februar 2021 efterlod millioner af mennesker uden strøm, vand og varme i flere dage, da Ercot havde svært ved at forhindre et kollaps af elnettet på grund af lukningen af flere kraftværker.

En langvarig hedebølge er netop, hvad millioner af amerikanere oplever i disse dage. Blandt andet kunne man i storbyen Phoenix i delstaten Arizona søndag for 17. dag i træk måle temperaturer over 43 grader.

Søndag nåede temperaturen ifølge officielle målinger op på 52 grader i nationalparken Death Valley, som ligger i den californiske ørken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også