Energinet og Evida glæder sig til nye roller på brintområdet
Hos både Evida og Energinet er der glæde over, at de to i fællesskab er politisk udpeget til at stå for driften af den danske brintinfrastruktur.
”Dagens aftale markerer begyndelsen på transformationen af Evida fra at være gasdistributionsselskab til at blive en vigtig kommercielt drevet samfundsaktør. Et selskab, hvis fremtid også bygger på at etablere, drive og udvikle en landsdækkende infrastruktur på brint til gavn for dansk erhvervsliv og det danske samfund,” lyder det fra Evidas adm. direktør, Kim Søgaard Bering Kristensen, i en meddelelse.
”Vi ser frem til at udvikle infrastrukturen i en fortsat tæt dialog med markedsaktørerne, så den understøtter deres forretningsmæssige ambitioner i fremtidens brintøkonomi,” fortsætter han.
Evida skal som udgangspunkt stå for at forbinde indenlandske brintproducenter og -forbrugere og tilslutte dem til det sammenkoblede brintsystem.
Klar til næste skridt
Energinet bliver den systemansvarlige, som kommer til at stå for den brede brintmotorvej.
Det indebærer, at forbinde grænseoverskridende rørbunden brintinfrastruktur til et dansk modtagerpunkt.
Og at stå for offshore rørbunden brintinfrastruktur og grænseoverskridende brintrør på tværs af landet til et brintlager – et såkaldt backbone.
Også her glæder man sig til den nye opgave.
”Vi er allerede i mål med de indledende undersøgelser af, hvordan et overordnet dansk brintsystem kan se ud og bygges. Med dagens aftale bliver vi i stand til at tage de næste store skridt, så vi kan forløse potentialet for vedvarende energi i Danmark og en ny, dansk styrkeposition indenfor PTX,” udtaler Thomas Egebo, adm. direktør for Energinet i samme meddelelse..
Selskaberne erklærer i meddelelsen, at de ”straks” vil gå videre med den konkrete planlægningsopgave og drøfte den med relevante myndigheder.
Forarbejdet er i gang
Som led i det forberedende arbejde frem mod, at den endelige rolle- og ansvarsfordeling faldt på plads, har både Energinet og Evida igennem længere tid forberedt en række initiativer, oplyser de.
Evida har blandt andet igangsat såkaldte feasibility studier på to jyske strækninger og taget initiativ til Ready4H2-projektet, der består af mere end 90 europæiske gasdistributioner fra 21 lande, virksomheder og organisationer, som undersøger, hvordan distributionsnetværk kan styrke den samlede værdikæde for fremtidig transport af brint.
Selskabet deltager også i samarbejdsalliancen ClusterNorth2.
Den har til formål at forstå barrierer og muligheder for at sammenkoble brintproducenter, forbrugere og lager via et distributionsnet i Midt- og Nordjylland.
Energinet har på sin side sammen med den tyske gas-TSO, Gasunie, undersøgt, hvordan et overordnet jysk brintnet kan etableres og integreres med et europæisk brintsystem. Energinet hart også kigget på, om den ene af de tyo eksisterende gas-fornindelser over den dansk-tyske grænse kan koverteres til en brintforbindelse, så Danmark kan eksportere sin grønne brint til tysk industri.
Desuden er Gas Storage Denmark, der er en del af Energinets koncern, i gang med at undersøge om en af kavernerne ved Lille Torup kan konverteres til et underjordisk brintlager.
Relaterede artikler:
CIP roser ny brintaftale - og efterlyser flere brikker
For abonnenter
Organisationer: Næste skridt på brintområdet haster
For abonnenter