Nyt supersygehus skal finde ekstra plads til solceller

Beregninger viser, at Nyt Aalborg Universitetshospital har brug for langt flere solceller end først antaget.
Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
AF RITZAU

Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital er stødt på en ny udfordring.

Totalrådgiveren Indigo Konsortiet har undervurderet, hvor mange solceller der skal bruges for at opnå hospitalets energiforbrug. Det skriver DR.

I første omgang var planen, at der skulle findes plads til 3.500 kvadratmeter solceller. Men nye beregninger i byggeriets seneste kvartalsrapport viser, at der rent faktisk er brug for 5.325 kvadratmeter.

Sundhedspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti Per Larsen har svært ved at forstå, hvordan fejlen har kunnet opstå.

”Det er en smule underligt, at man kan regne så meget forkert. Men vi har jo set rigtig, rigtig mange fejl i projektet og tidsplaner, der er overskredet, så det kommer ikke bag på mig, men det er jo ærgerligt,” siger han til DR.

Tidligere er det kommet frem, at murværket er ramt af massive vandskader, der har skabt gennemtæring og bakterievækst. Isoleringen er våd, og der er vand på gulvet på patientstuerne.

Før man fandt fejlen i konstruktionen stod byggeriet samlet set til at koste 1,4 milliarder kroner mere end forventet.

Samtidig er færdiggørelsen af projektet blevet forsinket med seks år. Nordjyllands hidtil største byggeri skulle have stået færdigt i 2020.

Planen er, at byggeriets reserverpulje skal betale for de ekstra udgifter til flere solceller. Men ifølge Per Larsen kan det ikke lade sig gøre.

”Det er ikke realistisk, for reservepuljen er jo for længst brugt op, og vi har en samlet overskridelse af budgettet på 1,4 milliarder, så det her er jo sådan set bare en ekstraomkostning,” siger han.

Det er ikke kun byggeriet i Aalborg, der er ramt af udfordringer.

I februar skrev Fyens Stiftstidende, at flere hundrede rum og toiletkabiner på Odense Universitetshospital var blevet angrebet af skimmelsvamp.

Regn skulle være trængt ned igennem utætte tage på byggeriet, og man forventede, at det ville tage omkring et halvt år at få bugt med de trådformede mikrosvampe.

I samme omgang blev det meldt ud, at byggeriet, der skulle have stået færdigt sidste år, forventes at blive mere end en halv milliard kroner dyrere. Det skyldes blandt andet prisstigninger.

Også et nyt hospital i Hillerød og Sjællands Universitetshospital i Køge bliver færdigbygget senere end først ventet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også