GE og Siemens Gamesa finder "mindelig løsning" i patentsag

Samtlige patentstridigheder i såvel USA som Europa er bilagt efter et forlig mellem de to mølleproducenter, der dog mørklægger omstændighederne.
Foto: Ge Renewable Energy
Foto: Ge Renewable Energy
AF MAZ PLECHINGER

Patentsagen – eller snarere patentsagaen – mellem GE og Siemens Gamesa er efter næsten tre års bitter strid forbi. Fredag annoncerede den amerikanske mølleproducent at samtlige stridspunkter er bilagt ved et forlig.

”GE og SGRE er nået til en mindelig løsning på samtlige af deres patentstridigheder om vindmølleteknologi i USA og Europa på fortrolige vilkår og har tildelt hinanden – og deres respektive datterselskaber verden over – krydslicensering under de hævdede patentfamilier for disse patentfamiliers levetid,” skriver GE i en mail til EnergiWatch.

Siemens Gamesa er i skrivende stund ikke vendt tilbage på EnergiWatch’ henvendelse.

Striden begyndte, da GE i august 2020 lagde sag an mod Siemens Gamesa med påstand om brud på amerikanernes patent på en netstabiliseringsteknologi. Lignende retssager om samme teknologi, som GE tidligere havde ført – og i høj grad vundet – mod bl.a. Mitsubishi og Vestas.

Det var heller ikke første gang, at det resulterede i et modsøgsmål som det, GE blev mødt med et par måneder senere. Til gengæld var det unikt, at Siemens Gamesas modtræk tilsyneladende voksede sig større end det oprindelige søgsmål. For dommerne var enige i, at amerikanerne havde forbrudt sig mod et af konkurrentens patenter i sine havmøller.

Så frem for at presse Siemens Gamesas havmøller ud af det amerikanske marked, var det derimod GE’s Haliade X, der risikerede ikke at måtte blive anvendt på Ørsteds amerikanske Ocean Wind-projekt. I hvert fald ikke uden klækkelig kompensation. 

Omvendt gav de britiske domstole GE medhold i en af de sager, der var spildt over fra USA til de europæiske domstole. 

Mens hele den langstrakte sag i februar fik dommeren ved den oprindelige amerikanske domstol til at give en opsigtsvækkende bandbulle til begge parter:

”Denne kamp gør intet for at fremme offentlighedens interesser hverken i USA eller noget andet land. Tværtimod hæmmer den faktisk bestræbelserne på at bekæmpe klimaforandringer verden over,” konstaterede han.

”Det ville være langt, langt bedre for disse to virksomhedsgiganter, at – i overensstemmelse med monopolkravene – krydslicensere deres særlige teknologiske bidrag og gå videre med produktionen i verdenssamfundets interesse.”

Netop det ser langt om længe nu ud til at være blevet det endelige resultat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også