RWE og Northland Power peger på Vestas til 1,6 GW-projekt
Det er stort sandsynlighed for, at det bliver Vestas, der skal levere møllerne til det 1,6 GW-store havvindprojekt Nordseecluster i Tyskland.
I hvert fald kan de to selskaber bag projektet, RWE og Northland Power, i dag meddele, at de har valgt Vestas som foretrukken leverandør på projektet.
Det betyder, at mølleproducenten - såfremt der bliver truffet endelige investeringsbeslutning på projektet - skal levere 104 møller af typen V236-15 MW. Ydermere skal Vestas stå for service af havmølleparken gennem en lang servicekontrakt.
”Vi er stolte af at annoncere denne foretrukne leverandøraftale med RWE og Northland Power, der er to vigtige partnere, for i fællesskab at understøtte de tyske energimål og øge energiforsyningssikkerheden. Når projektet er færdigt, vil Nordseecluster bidrage væsentligt til at tilføje ren elektricitet til det tyske net,” udtaler Nils de Baar, der er chef for Vestas i Nord- og Centraleuropa, i en meddelelse og fortsætter:
”Denne aftale viser også V236-15.0 MW vindmøllens konkurrenceevne til projekter planlagt i anden halvdel af dette årti.”
Havvindprojektet Nordseecluster vil blive opført i to faser, hvor første fase består af to havvindparker på samlet 660 MW. Her forventes det, at mølleinstallationen skal ske i 2026, mens idriftsættelsen vil finde sted i starten af 2027.
Anden fase er på yderligere 900 MW, der forventes at blive udbudt på auktion i år.
I begge tilfælde har RWE og Northland Power gennem deres joint venture-selskab såkaldte step-in rettigheder til områderne.
Opførelsen af fase to forventes at finde sted i 2028, mens idriftsættelsen vil være i 2029.