Tysk gigant indgår aftale med dansk vindrederi
RWE Offshore Wind har indgået en fireårig strategisk drifts- og vedligeholdelsesaftale med det danske vindrederi Ziton, der er specialiseret i drift og vedligeholdelse af havvindmølleparker.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Aftalen betyder, at Ziton skal stille skibe og løfte- og hjælpetjenester til rådighed for RWE Offshore Wind minimum 180 dage om året.
Det skal ske i forhold til de havvindssatsninger det tyske selskab har i Storbritannien og resten af Europa.
”RWE har med stor succes arbejdet sammen med Ziton mange gange de seneste år. Med det nye partnerskab og de kapaciteter vi selv har in-house, vil vi være i stand til at forbedre den måde vi udskifter store komponenter og dermed bringe vores ydeevne op på det næste niveau,” udtaler Thomas Michel, direktør for Operations hos RWE Offshore Wind i pressemeddelelsen.
Også hos Ziton er der glæde over den indgåede aftale med RWE.
”Aftalen er et vidensbyrd om vores virksomheds ydelser og kommer på baggrund af mange års succesfuldt samarbejde mellem virksomhederne,” siger Thorsten Jalk, adm. direktør for Ziton.
RWE er i øjeblikket ved at bygge Sofia-projektet, en havvindmøllepark på 1,4 GW i Storbritannien, som er en af de største havvindmølleparker i verden.
Relaterede artikler:
Ziton gennemfører sin restrukturering
For abonnenter