New Jersey hæver mål for tredje udbudsrunde
Den amerikanske stat New Jersey, hvor det danske enerigselskab Ørsted er i færd med at opføre store havmølleparker, har øget kapaciteten for en kommende auktion af havvindenergiprojekter.
Den målsatte kapacitet for den tredje udbudsrunde af havvindenergi i staten er nu sat til 4 gigawatt mod tidligere 1,2 gigawatt.
Det skriver Recharge News med henvisning til et udkast til udbudsrunden, som tirsdag blev offentliggjort af The New Jersey Board of Public Utilities (NJBPU).
Her fremgår også nærmere betingelser og vilkår for udbudsrunden, og i forhold til tidligere er der blandt andet øgede krav til investeringer i forsyningskæden og netværk.
Det skal hjælpe staten på vej i forhold til målet om at udvikle en ”hub for offshore vind”, skriver Recharge News.
Udkastet inkluderer også en inflationsjusteret mekanisme såvel som nye krav om planer for miljø- og fiskeribeskyttelse, og kriterierne for evaluering af bud vil blive vægtet med 70 pct. på pris og 30 pct. på ikke-pris-faktorer.
New Jersey har et mål om at have opsat en offshore vindenergikapacitet på 40 gigawatt i 2040. Danske Ørsted er i høj grad en deltager i vindudbygningen i staten, da selskabet i 2019 blev udvalgt til at etablere statens første havvindmøllepark i stor skala - Ocean Wind på 1100 megawatt.
Siden blev Ørsted i 2021 også valgt til etableringen af Ocean Wind 2 på 1148 megawatt i den anden udbudsrunde i staten. Begge projekter udvikles sammen med partnere.