Vestas-chef: Vi er ikke i nærheden af at skulle rejse kapital

Vindmølleproducenten Vestas har ikke behov for at at rejse kapital trods negative pengestrømme i tredje kvartal på 5,6 mia. kr. og et øget netto rentebærende gæld.
Det fastslår administrerende direktør Henrik Andersen fra Vestas i interview med MarketWire efter onsdagens regnskab for tredje kvartal.
"Der er vi slet ikke. Hør her, vi er i kontrol med, hvad vi går og laver, og vi kan se, at det kommer til at forbedre sig kvartal fra kvartal, men det er klart, at det selvfølgelig er frustrerende at sidde at se på, at vi har så god virksomhed med så gode løsninger, som vi ikke bliver betalt rigtigt for."
"Det må vi slide os igennem, og så kommer der både profitabilitet og pengestrømme på den anden side af det," siger Henrik Andersen.
Vestas havde per 30. september en nettorentebærende position på minus 1195 mio. euro, svarende til cirka 8,9 mia. kr., mens den på samme tid året før var positive 692 mio. euro.
Gældsgraden i forhold til driftsindtjeningen, EBITDA, var per 30. september dermed på 2,6 mod minus 0,5 ved udgangen af tredje kvartal 2021.
"Gældsgraden var negativt påvirket af både et lavere driftsresultat, EBITDA, og den svækkede nettorentebærende position," skriver Vestas i regnskab for tredje kvartal.
Det er ikke mange kvartaler siden, hvor analytikere spurgte ind til, hvad Vestas ville gøre af sin dengang store positive position på den nettorentebærende gæld, men selskabet kan nu glæde sig over, at det dengang havde et "konservativt udgangspunkt", som Henrik Andersen formulerer det.
"Vi kom ind i det, jeg vil kalde en lidt uforudsigelig verden og til dels en lavkonjunktur for den her industri med et konservativt udgangspunkt. Virksomhedens størrelse taget i betragtning er en gældsætning på 1195 mio. euro ikke problematisk," siger Henrik Andersen.
Sydbank: Vestas-regnskab tæt på så elendigt som muligt