Coop fordobler elproduktionen fra solceller

Produktionen fra solceller på Coops butikstage skal fordobles, og overskydende strøm vil Coop sælge til elbørsen gennem en aftale med energiselskabet NRGI.
I 2021 blev solcelleanlægget på Coops servicekontor i Albertslund indviet. | Foto: PR/Coop
I 2021 blev solcelleanlægget på Coops servicekontor i Albertslund indviet. | Foto: PR/Coop

Coops butikker med solceller på taget har som minimum formået at dække 25 pct. af deres energiforbrug, viser koncernens første målinger. Og producerer en butik mere strøm, end den kan bruge, er det fra januar i år blevet muligt for købmændene at sælge deres overskudsstrøm tilbage til elbørsen.

Det får nu Coop til at installere næste runde solceller på butikkernes tage, der samlet vil fordoble koncernens produktion af vedvarende energi og sikre en besparelse på 4 GWh om året. Det skriver selskabet i en meddelelse.

Koncernen har samtidig indgået en aftale med energiselskabet NRGI, der vil købe butikkernes overskudsstrøm og sælge den videre til elbørsen Nord Pool på vegne af Coop.

”Godt købmandskab”

Både Coops egen brug af solcellernes produktion og salget af overskudsstrøm er med til at reducere købmændenes eludgifter, og Coop regner derfor med, at investeringen vil have tjent sig ind inden for seks til syv år.

”Der er gode penge at hente ved at videresælge den grønne strøm, som vi ikke selv bruger. Alternativet er, at vi leder den grønne strøm ud i det danske elnet – uden fortjeneste,” siger Coops energichef Nicki Pagh Børgesen.

”At sælge strømmen er godt købmandskab, det gavner miljøet, og det er godt for pengepungen. Vores anlæg er en investering i vedvarende energi og en grøn fremtid, og det er et vigtigt værktøj til at nå vores målsætning om at blive klimapositiv i 2030.”

Otte butikker er allerede med i den nye ordning, og der kommer løbende flere til, lyder det. Indtil videre er der kun installeret solcelleanlæg på Coops butikstage, men med den nye aftale overvejer koncernen også muligheden for at udvide den vedvarende produktion til andre arealer.

Coop har som målsætning at installere 1 GW vedvarende energi om året fra 2020-2025. De to første år er der ifølge koncernens ansvarlighedsrapport installeret 3,3 GW.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch)

Energikrise skaber massiv efterspørgsel på solcelletag: ”Vi er blevet lagt ned af henvendelser”


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også