Debat: EU’s havvindstrategi kræver uddannelsespolitisk u-vending

Der er behov for, at flere unge vælger de naturvidenskabelige uddannelser for at sikre, at Danmark har kompetencerne til at løse de enorme havvindambitioner, skriver direktøren for Geoinfo i debatindlægget, der blandt andet mener, at politikerne skal udvide med flere uddannelsespladser.
Foto: RWE Renewables/Paul-Langrock.de +49 172 3120 3
Foto: RWE Renewables/Paul-Langrock.de +49 172 3120 3
Af Mads Schondel-Andersen, CEO, Geoinfo A/S AF MADS SCHONDEL-ANDERSEN, ADM. DIREKTØR, GEOINFO

Glæden var stor, da nyheden om EU’s havvindstrategi blev offentliggjort i februar. Danmark, Tyskland, Belgien og Holland går sammen om at bygge 150 gigawatt havvind, for EU skal være CO2-neutralt i 2050 og stadigt mere selvforsynende på energifronten. Ilden under EU’s klimakedel er uden tvivl tændt som et resultat af en ulykkelig krig på europæisk jord og usikkerheden om Ruslands gasforsyning til Europa. Og det er synligt for alle, at vi allerede er på bagkant.

At etablere ca. 10.000 store havvindmøller i Nordsøen til rette tid og rette budget kræver selvsagt et enormt planlægningsarbejde. Hvordan lykkes vi med det? Heldigvis kan intelligente softwareløsninger klare de enorme dataanalyser, som udgør en meget kompleks og tidskrævende del af projektet. Jeg mener, at den reelle udfordring ligger et helt andet sted.

Danske virksomheder kæmper i forvejen om dygtige kompetencer inden for det naturvidenskabelige område – og nu bliver efterspørgslen efter disse kompetencer markant højere. 1 gigawatt havvind skaber tusindvis af arbejdspladser, og Danmark forventes at stå for en tredjedel af de planlagte 150 gigawatt. You do the math. Vi har slet og ret behov for en storslået og fremsynet politisk indsats på uddannelses- og rekrutteringsområdet.

Rør ikke ved studiepladserne

Først og fremmest har vi behov for, at flere unge vælger de naturvidenskabelige uddannelser for at dække behovet inden for bl.a. software, data, geologi, natur og miljø, vindmøllekonstruktioner, mv. Derfor giver det ikke mening at udflytte en eneste af de naturvidenskabelige uddannelsespladser til byer, som ikke har det uddannelsesmiljø og sociale miljø, de unge ønsker.

Med al respekt for landdistrikterne og udfordringen med at befolke disse gavner det ikke den ekstremt kritiske kompetencemangel at sætte et loft over de store byers udbud af uddannelsespladser, når det nu engang er de store byer, de unge helst vil bo og være i. I stedet bør vi udvide med flere uddannelsespladser – både i storbyer og landområder. Når vi – som nu - er i underskud på kompetencer, må vi ikke indskrænke mulighederne for de studerende, men udvide dem.

Gør det attraktivt at ansætte flere udenlandske medarbejdere

Dernæst er vi nødt til at kigge ud over Danmarks grænser og gøre det mere attraktivt for udlændinge at studere og arbejde i Danmark. Det skal naturligvis også være attraktivt for danske virksomheder at ansætte fra lande uden for EU.

Det har vi gjort i Geoinfo, og lad mig bare afsløre, at det kan være besværligt rent administrativt. At få arbejdstilladelser på plads kræver lange behandlingstider, og Styrelsen for International Rekruttering og Integration stiller andre krav til f.eks. lønniveau sammenlignet med danske medarbejdere. Som mindre virksomhed har man egentlig ikke ressourcer til at håndtere alt dette. Her bør man løsne grebet og gøre det mere attraktivt på begge sider af bordet.

Mindre virksomheder investerer i graduateprogrammer

Virksomheder har naturligvis også et ansvar for at løse ligningen med kompetencemangel. Vi kan ikke sikre uddannelsespladser, men vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere ved at give dem en fantastisk start med et veltilrettelagt onboardingprogram. Noget andet, som flere mindre virksomheder investerer i, herunder også Geoinfo, er graduateprogrammer til nyuddannede.

Det er en kæmpe investering, for det kræver et veltilrettelagt program, hvor de nye medarbejdere i løbet af et år kommer rundt i hele virksomheden og får indsigt i vores arbejdsmetoder, kultur og løsninger. Det er så vigtigt, at medarbejdere hurtigt kommer godt på plads. Når vi i september byder seks nyuddannede kandidater i geologi, geografi, geofysik, biologi, klimaforandring og medialogi velkommen, vil de udgøre ikke mindre end 10 pct. af vores samlede arbejdsstyrke.

EU’s enorme havvindprojekt gør mig stolt. Og glad på de næste generationers vegne. Men det kræver stor, politisk handlekraft, så vi har de rette kompetencer til at løse kæmpe investeringsprojekter i bl.a. grøn energi - udover alle de andre store innovations- og investeringsprojekter, som danske virksomheder i forvejen mangler kompetencer til at løse. 

Historisk grønt energisats: Europæisk firkløver vil tidoble udbygningen af havvind i Nordsøen

Regeringen vil samarbejde med Østersø-lande om havvind 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også