Debat: 1000 vindmøller i 2025

Christiansborg bør fjerne usikkerheden om nettilslutning af energianlæg, strømline godkendelsesprocesserne og finde finansiering til udbygning af elnettet, hvis presserende problemer skal løses nu, lyder det fra Eurowinds topchef.
Jens Rasmussen, adm. direktør i Eurowind Energy. | Foto: PR / Eurowind
Jens Rasmussen, adm. direktør i Eurowind Energy. | Foto: PR / Eurowind
AF JENS RASMUSSEN, ADM. DIREKTØR FOR EUROWIND ENERGY

Når politikere skal træffe store beslutninger, er det nemmeste ofte at satse på fremtidige løsninger, der vil genere færre, koste mindre og være mere effektive. Ingen steder bliver der spillet mere fremtidsmusik end indenfor energiområdet. Godt nok har regeringen skrinlagt den såkaldte hockeystav, men politikere har en svaghed for store løsninger, der skal finansieres og gennemføres i den næste valgperiode. Eller endnu bedre: valgperioden derefter.

Gigantiske havvindmøller, energiøer og udbygning af fjernvarme er alle sammen gode løsninger, men de løser ikke det problem, vi står overfor her og nu. Havvindmølleparken Thor vil sende strøm i land i 2027, og der er endnu ikke sat dato på, hvornår de efterfølgende parker skal kunne levere. Ja, vi ved faktisk ikke engang, hvor de præcist skal ligge. Energiøerne er i hvert fald ti år væk, og direktøren for Dansk Fjernvarme har anslået, at fjernvarme som delvis erstatning for gasfyr i de private hjem vil tage op mod syv år.

Vi bør alle sammen se i øjnene, at vi ikke længere kan vente på løsninger, der ligger år ude i fremtiden. Vi kan ikke vente til det næste årti med at stoppe med at finansiere Vladimir Putin eller andre despoter med olie og gas i undergrunden. Vores moral vil være temmelig flosset, hvis vores behov for gas forlænger krigen i Ukraine i årevis.

Det handler ikke kun om moral og sikkerhedspolitik, men også om vores pressede klima og dermed den verden, vi efterlader til vores børn. Den seneste rapport fra FN's klimapanel, IPCC, understregede, at ambitionen om at holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader er uden for rækkevidde. Det vil kræve akutte og vidtrækkende CO-reduktioner.

Det er altså nu, vi skal handle. Vi skal planlægge for fremtiden med fremtidens løsninger, men vi skal bruge de løsninger, vi har nu, til at løse de øjeblikkelige udfordringer. Orkesteret skal ikke spille fremtidsmusik, men genkendelig og håndgribelige toner, heriblandt et gammelt dansk hit: vindmøller på land. Landvind i kombination med solceller og kystnære vindmølleparker, kan øge den danske energiproduktion ganske væsentligt indenfor to til tre år. Et ambitiøst, men opnåeligt mål, kunne være 1000 nye moderne vindmøller inden 2025. Det kan lade sig gøre ved at bruge landvindmøller, kystnære vindmøller og hybridparker (sol og vind) med en effekt svarende til 1000 moderne møller.

1000 vindmøller vil svare til cirka tre nye havvindmølleparker – og de vil kunne levere strøm to år før den næste havvindmøllepark er klar. De danske udviklere har mange potentielle projekter liggende klar, og de vil kunne levere hurtigt, hvis politikerne åbner for mulighederne. Opstilling af så mange møller og solceller på ganske få år kan lade sig gøre, hvis vi beslutter det. Landvind er en dansk styrkeposition. Verdens største vindmøllefabrikant, Vestas, er dansk, og en stor del af leverandørkæden er dansk. En sidegevinst ved en ambitiøs satsning på landvind vil være endnu flere grønne jobs og vækst.

Det kræver, at Christiansborg fjerner usikkerheden om nettilslutning af energianlæg, strømliner godkendelsesprocesserne og finder finansiering til udbygning af elnettet. En ringe pris for at sige farvel til Putins gas og hjælpe klimaet. Vi skal ikke opfinde nye teknologier blot finde det nødvendige politiske mod. Det kommer politikerne alt sammen til at gøre alligevel – spørgsmålet er bare, om det skal være i denne valgperiode, den næste eller endnu længere ude i horisonten.

Udspil som skal blive enden på russisk gas kommer på tirsdag

Nej til russisk gas vil give Tyskland stor økonomisk nedtur

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også