Et nyt lovforslag, der står til at forringe mulighederne for opstilling af havvindmøller, skal førstebehandles i Folketinget onsdag i denne uge. Lovforslaget modarbejder den accelererende grønne omstilling, som den aktuelle klima- og sikkerhedspolitiske krise kalder på, og forslaget burde derfor billedligt talt være det, som fik sangen fra kanariefuglen i kulminen til at forstumme som signal til, at det er tid til, at Folketinget kommer op af kulminen og får bragt Danmark ud af fossilafhængigheden og ind i en grøn og bedre fremtid. Endnu har ingen dog ænset advarslen fra kanariefuglen i kulminen, og det er desværre et godt billede på det totale fravær af debat, der har været, siden et bredt folketingsflertal sidste sommer indgik den aftale, som ligger til grund for lovforslaget. Det må ændre sig nu.

Lad mig kort gennemgå tre af de største problemer ved lovforslaget, som illustrerer, at dansk klima- og energipolitik ikke er gearet til at accelerere den grønne omstilling som påkrævet af den dobbelte klima- og sikkerhedspolitiske krise. 

Mangel på strategi

For det første afslører lovforslaget tegn på, at Folketinget og myndigheder er ved at miste orienteringen i klimapolitikken, hvor der er en akut mangel på strategi for udbygningen med vindenergi i Danmark. Nuvel, ambitionerne for vindenergi er store. Bare ikke store nok, som påpeget længe af Wind Denmark og senest Klimarådet. Men lige så afgørende, som det er med et øget mål for vind og sol, lige så afgørende er det at få klarhed over formålet med udbygningen.

Det er afgørende for en omkostningseffektiv grøn omstilling såvel som for erhvervspolitikken og samfundsøkonomien i almindelighed, at elpriserne er så lave som muligt, hvilket forudsætter, at markedsaktørerne har mulighed for selv at initiere udbygning med mere vind og sol, så høje elpriser kan ”bygges væk” til gavn for klimaet, forbrugerne og erhvervslivet.

Lovforslaget fjerner imidlertid muligheden for markedsdrevet udbygning med vindenergi på havet længere end 15 km fra kysten. Det sker uden nogen klar argumentation for, hvorfor en ren statsstyret udbygning skulle være at foretrække fremfor en sideløbende mulighed for markedsdrevet havvindudbygning. Med et rent statsstyret udbygningstempo opstår en kunstig knaphed på adgangen til arealer, hvor man politisk har foden på bremsen med den konsekvens, at tempoet i den grønne omstilling bliver for lavt og energipriserne for høje. Hvordan harmonerer det med behovet for maksimalt tempo i omstillingen væk fra afhængighed af russisk gas?

Mangel på erhvervsperspektiv

For det andet er lovforslaget og analysen bag den politiske aftale lavet uden blik for, at man forringer rammerne for Power-to-X-industrien i Danmark, da det fratager markedsaktørerne muligheden for på eget initiativ at tilvejebringe tilskudsfri grøn strøm i de mængder, på den placering og på det tidspunkt, som de har behov for, og på en måde, hvor Danmarks vindressource kan nyttiggøres uden unødvendigt stort behov for udbygning af det kollektive elnet.

Mangel på proportioner

For det tredje vil lovforslaget indføre en kommunal vetoret, så kommuner med kyststrækning inden for 15 km fra en havvindmøllepark får ret til at blokere for projekter, som de ikke støtter. Altså en meget vidtgående, demokratisk beføjelse. Lovforslaget kan siges at sende et dobbelt sort signal: På den ene side er signalet fra Christiansborg, at folk med havudsigt skal have bedre beskyttelse mod udsigt til vindmøller end folk, der har udsigt til vindmøller inde i landet. Når det gælder vindmøller på land, kan en kommune ikke bremse nabokommunens vindmølleprojekt, selvom vindmøllerne står tættere på kommunegrænsen end 15 km. Fandtes en lignende vetoret vedrørende vindmøller på land, ville man sandsynligvis bremse størstedelen af nye projekter i Danmark.

På den anden side er signalet, at man på Christiansborg ikke har mod til at godkende et vindmølleprojekt, der måtte have selv et mindretal af kommunalbestyrelser og lokalbefolkning imod sig. Lovforslaget betyder, at vi i Danmark fremover risikerer at stå i en situation, hvor én kommunalbestyrelse kan blokere for den grønne omstilling, selv om flere andre nabokommuner bakker op. I så fald vil der blive tale om en demokratisk problematisk tendens, hvor et larmende mindretal af modstandere får lov at trumfe det store tavse flertal.

Et aktuelt eksempel herpå er vindmølleprojektet Aflandshage i Køge Bugt, som sandsynligvis ville være blevet stoppet, hvis det havde været omfattet af lovforslagets vetoret. Det er til trods for, at en Megafonmåling viser, at 81 pct. af borgere i 13 omfattede kommuner er positive, mens kun 6 pct. er negativt stemt.

Lovforslaget viser desværre, at Christiansborg har mistet sansen for proportioner og ikke tilstrækkeligt sondrer mellem henholdsvis lokal og folkelig opbakning til vindmølleprojekter. Hvis total lokal opbakning var et krav, før lands- og kommunalpolitikere tør godkende infrastrukturprojekter, så ville man hverken få motorveje, elmaster eller vindmøller. Der bør naturligvis søges størst mulig lokal opbakning til vindmølleprojekter, men det er den brede folkelige interesse og opbakning, der må være udslagsgivende.

Friheds- og flertalsmøller

Når danske politikere i en årrække har yndet at proklamere, at vi ikke bør ”gamble med den folkelige opbakning til den grønne omstilling”, så har det reelt betydet, at omstillingen ikke skal være så ambitiøs, at den generer nogen. 

Men måske har udviklingen i de første få måneder af 2022 givet anledning til at ændre tilgang? I hvert fald har vi oplevet, at regeringen nu erklærer sig grøn uden forbehold og nu arbejder på nye tiltag, der skal sikre en accelereret udbygning med vind og sol. For nylig har indenrigsministeren udtalt, at han vil fjerne Folkekirkens vetoret mod vindmøller. Sidst men ikke mindst har EU-kommissionen i det nylige REPowerEU-udspil fastslået, at hurtigere etablering af vedvarende energi bør ”anses for at være i den altoverskyggende offentlige interesse og af interesse for den offentlige sikkerhed”.

Det vil være uforståeligt, hvis ikke denne på flere måder ændrede situation giver anledning til, at Folketingets partier genovervejer, om de skal vedtage et lovforslag, der forringer muligheden for opstilling af vindmøller på havet, og som, frem for at fjerne barrierer, i stedet indfører nye vetomuligheder på bekostning af den offentlige interesse.

De vartegn i landskabet, som den tyske finansminister for nylig betegnede som ”frihedsvindmøller”, da de er nøglen til at sikre de vestlige demokratiers uafhængighed af fossil energiimport fra Rusland og de mellemøstlige autokratier, kan samtidig betegnes som ”fremtidsmøller”, der køber os billetten til et tåleligt klima for vores børn og børnebørn. Det grundlæggende spørgsmål er, om den grønne energi, som så at sige udgør billetten til friheden og fremtiden, skal kunne bremses af det mindretal af borgere, der frygter udsigten til vindmøller mere end udsigten til klimaforandringer og fortsat finansiering af Putins Rusland?

Hvis krigen i Europa i tillæg til statsministerens nylige erklæring om, at regeringen nu er grøn uden forbehold, indvarsler et styrket politisk ejerskab og lederskab i klimapolitikken, så bliver lovforslaget den første lakmusprøve på, om regeringen har mod til at gøre op med ikke blot symbolske positioner om rød før grøn, men også de konkrete lovgivningsmæssige dispositioner med konkret betydning for opstilling af vindmøller i landskabet.

Planen er klar for vindeventyr 2.0, men hovedingrediensen mangler

Kattelem kan sløjfe PTX-udbud