EnergiWatch

Analytiker ser Nordex-ordre skabe nervøsitet hos Vestas-investorer

En ny finsk Nordex-ordre lå egentlig godt til Vestas, men den tyske mølleproducent har overhalet danskerne indenom. Det vurderer Jacob Pedersen, der er analysechef hos Sydbank.

Foto: vestas

Tyske Nordex er tirsdag løbet med kæmpe ordre i Finland, selv om det kunne ligne en opgave, der burde være landet i Vestas. Og det er egnet til at skabe nervøsitet, vurderer analysechef i Sydbank, Jacob Pedersen.

Han ser det, der ligner et nederlag til Vestas, som udtryk for, at Vestas' konkurrenter stadig ikke har hævet priserne i samme omfang som den danske markedsleder, selv om priserne på en lang række vindmøllekomponenter er steget væsentligt.

"Isoleret set er det negativt, at en konkurrent løber med noget, der godt kunne ligne en Vestas-ordre. Jeg tror ikke, at Vestas står alene med prisforhøjelser, men de er formentlig gået længere end konkurrenterne, og det kan godt flytte lidt markedsandele kortvarigt, og det kan der godt være nogle investorer, der bliver nervøse over," siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Meldingen kommer, efter at Nordex tirsdag har annonceret sin største ordre nogensinde i Finland på 380 megawatt, MW.

Gammel Vestas-kunde

Det er det finske energiselskab Fortum, der ellers tidligere har lagt flere bestillinger hos Vestas, der har valgt den tyske konkurrent til vindprojektet, Pjelax-Böle-Kristinestad Norr.

Det sker bare få dage efter, at Vestas har sat punktum for et ordremæssigt skuffende fjerde kvartal, hvor der blot blev annonceret ordrer på 2011 MW mod 3818 MW i samme periode året før.

"Det her er en Vestas-kunde, som nu også bruger en konkurrent for første gang, og det er med til at forstærke indtrykket af, at Vestas' konkurrenter, har været lidt langsommere på aftrækkeren i forhold til at løfte priserne," siger Jacob Pedersen.

Prisforhøjelserne er dog nødvendige også for konkurrenterne, da Nordex, GE og Siemens Gamesa alle har underskud på driften.

"Jeg synes, at i forhold til de kommentarer, vi har fået fra Nordex gennem en periode, så kan det undre, hvis det er sådan, at de ikke også gør noget på prissiden. De har været ret eksplicitte omkring, at de går efter rentabilitet og ikke volumen," siger Jacob Pedersen.

Præcis, hvad der sker i markedet, bliver man dog første klogere på, når Vestas og konkurrenterne kommer med regnskab, og offentliggør de gennemsnitlige salgspriser på de ordre, der kommet i bøgerne.

"Til den tid vil vi kunne danne os det rigtige billede," siger Jacob Pedersen.

 

Trods rekordslutspurt nåede Vestas langt fra i mål

Vestas får finsk Enventus-ordre på 87 MW 

Volkswagen investerer i svensk vindmøllepark 

Mere fra EnergiWatch

Fortum vil opsnappe halv mio. ton CO2 på Fyn

Fjernvarme Fyn og finske Fortum indleder forundersøgelser om lagring af CO2 fra varmeanlægget i Odense og affaldsforbrændingen i Nyborg. Potentialet er på sigt en lille million ton årligt.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs