Ny dansk udvikler har 11 GW havvind klar fra start

Profiler fra European Energy, Ørsted og Centrica går sammen om nyt selskab, der vil lave hele pakken fra sol, land- og havvind til trading. Der er et hul i markedet til os lige nu – om fem år ville det være lukket, fastslår direktør.
Foto: Copenhagen Energy
Foto: Copenhagen Energy

Andreas von Rosen trækker en livline på spørgsmålet om, hvad succeskriteriet er for sin nyetablerede udviklervirksomhed, Copenhagen Energy.

"Hvad siger du, Jasmin?" spørger han medstifter Jasmin Bejdic, før han alligevel selv giver sit umiddelbare bud:

"Vi skal bare ud at give den fuld gas."

Samme holdning har medstifteren.

"Vi skal have det sjovt. Selvfølgelig skal vi også tjene penge, og det er ikke sådan, at vi først skal se breakeven om fem år. Men det skal ske med passion. Vi skal have det godt kollegaer imellem; vi skal kunne grine sammen, drikke en øl eller løbe en tur sammen," konstaterer Jasmin Bejdic.

Vil vinde på fleksibilitet

Umiddelbart måske lidt af en laissez faire-attitude. Men selv hvis en afslappet stemning er et kriterium for Copenhagen Energy, så er det ikke fordi stifterne forventer at komme sovende til succes. Tværtimod træder udvikleren ind på scenen med store ambitioner og en projektportefølje, der allerede fra begyndelsen overstiger 10 GW. Samt en anseelig historik i den danske energisektor.

Andreas von Rosen har i mere end et årti været en nøgleperson i European Energys udvikling af sol- og landvindparker. Mens Jasmin Bejdic har spillet en tilsvarende i projektudviklerens havvindforretning, heriblandt især de kystnære projekter i Jammerland Bugt og Omø Syd. Duoen ledsages af Nikolaj Hamann, der senest har stået for Ørsteds bud på Thor, og Zlatan Bejdic, der har en fortid som trader hos DC og Centrica.

Den afslappede attitude skal da nok også snarere ses som et udtryk for, hvad stifterne mener er lettere at gøre igennem Copenhagen Energy end i regi af de større selskaber, de hidtil har været i.

"Vi kan stykke puslespil sammen på en måde, som mange af de større ikke kan. De har deres måde at gøre tingene på, hvor det tager lang tid at finde partnere, og hvor der er rigide krav til det meste. Der kan vi være mere fleksible," siger Jasmin Bejdic og nævner en del af den projektportefølje, udvikleren begynder sin tilværelse med.

Havvind i Irland og Filippinerne

Det sker således langt fra København og på et marked, der først i år er begyndt at dyppe tåen i, hvor og hvorvidt der skal opføres havvind. Filippinerne. Her har Copenhagen Energy indgået et joint venture med det filippinske energiselskab Petroenergy om tre fyldevindprojekter med et potentiale på 3 GW samt mulighed for ledsagende Power-to-X-anlæg. En aftale, der er kommet i stand uden at mødes fysisk med partneren.

"På grund af corona er det hele foregået over Teams, hvor vi har fået etableret et ligeværdigt samarbejde på rekordtid," fortæller Jasmin Bejdic.

"Det er selvfølgelig også kommet i stand på grund af gamle netværk. I det hele taget er det, vi kommer med, i høj grad netværk samt en stor viden om, hvordan man finder de bedste sites rundt om i verden. Vi har en unik viden i forhold til hvilke markeder, der har attraktive rammevilkår, og gode evner til at samarbejde med lokale partnere."

Den anden og endnu større blok i udviklerens portefølje er udtryk for det samme. Her har Copenhagen Energy indgået samarbejde med Ivernia Energy – et datterselskab til den irske entreprenør McMahon Design & Management – om syv havvindprojekter med et potentiale på 8 GW.

I virkeligheden er det heller ikke så langt fra, hvad Andreas von Rosen og Jasmin Bejdic har været vant til fra European Energy. For her var de ikke så meget lønmodtagere i traditionel forstand, som partnere med medejerskab i de projekter, de arbejdede på.

Sidste udkald for at få plads

Med tanke på European Energys vækstplaner om at udvikle mindst 1 GW om året, ville det måske have været oplagt, at udviklingsarbejdet kunne have sket herigennem. Men tiden var på flere måder moden til at gå selv, fastslår Jasmin Bejdic.

"Det har været en fed rejse med European Energy. Men det har også udviklet sig til et større selskab med mere bureaukrati. Samtidig har vi gennem længere tid mærket krilleren i maven for at bringe vores egne visioner ud i verden. Og timingen er rigtig lige nu," siger han.

"Lige nu er der et hul i markedet for sådan nogen som os, der er agile og har viden på området. Vi har mulighed for sikre os rettigheder til projekter rundt om i verden og lave early state-udvikling. Om fem år vil den mulighed formentlig være forpasset."

Onshore a la European

At det er udvikling af greenfield-projekter, der skal være Copenhagen Energys opgave i havvind, er oplagt. For hvad en lille, nystartet udvikler kan have i fleksibilitet, mangler den typisk i muligheder for at flekse økonomiske muskler. I særdeleshed når det kommer til gigawatt-projekter med investeringssummer på tocifrede milliardbeløb.

Tanken er således, at udvikleren skal finde projekter og konceptualisere dem. Herfra skal der udvikles videre på det deciderede parkdesign i samarbejde med en partner med dybere lommer. Inden projektet når helt til den finansielle lukning, skal den danske udvikler dog have solgt sig helt ud.

Det er dog ikke meningen, at den nye udvikler kun skal beskæftige sig med de ressourcekrævende og langsigtede havmølleprojekter. I den helt modsatte af tidsskalaen er der etableret en traderenhed med fokus på intraday-markedet, mens der i udviklingsforretningen også skal arbejdes på de hurtigere omsættelige solcelleparker samt landvind.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også