Valmont skal bygge mølletårne på Esbjerg Havn

Med produktion lige ud til Nordsøen skal Valmont overhale konkurrenterne indenom. Det skal blive en tand lettere at fragte de stadigt voksende mølletårne, når vejene ikke er den bedste mulighed. Det skriver Valmont i en meddelelse.
"Esbjerg Havn er førende på havvind i Danmark og Europa, og vi forventer et stærkt voksende marked, hvor vi via Esbjerg får adgang til markederne i både England, Tyskland og Holland. Og samtidig har havnen en velafprøvet infrastruktur, som også har tiltrukket mange andre virksomheder, blandt andet servicevirksomheder," siger adm. direktør Niels Brix fra Valmont SM.
Esbjerg Havn har også et mål om at blive den foretrukne havn til Nordsøens havvind. Og med produktion lige til hoveddøren kommer havnen såvel som tårnproducenten en smule tættere på sine mål.
"Det er noget, vi har arbejdet på længe, og nu er timingen helt rigtig. Aftalen er også en del af vores ambitioner om at bidrage endnu mere til Danmarks grønne omstilling og eksport, som vi allerede har gjort de sidste mange år," siger Flemming Enevoldsen, bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.
Esbjerg Havn skal stå for selve byggeriet af fabrikken. Det forventes, at den nye fabrik står færdig i slutningen af 2023. Byggeriet af den nye fabrik er en del af en større investeringsplan i grøn infrastruktur på havnen, så man fortsat har kapaciteten til at håndtere den stigende efterspørgsel på havvind.
Produktion lige til hoveddøren skal give forspring til Nordsøens havvind
Valmont satser på mere vind med ny topchef
Relaterede artikler:
Esbjerg Havn får godkendelse til stor udvidelse
For abonnenter