EnergiWatch

Brintbranchens næste kvantespring tages nu i Skive

EU har givet grønt lys til trecifret millionstøtte til et 100 MW-brintprojekt i Skive med store danske aktører. Projektet skal være den afgørende trædesten til brintprojekter i gigawatt-klassen og brintproduktion til havs.

EU har valgt at støtte et 100 MW-brintprojekt i Greenlab Skive med 223 mio. kroner. Projektet skal bygge bro mellem de nuværende mindre anlæg og fremtidens storskala PTX-anlæg i GW-klassen. | Foto: PR / Greenlab Skive

Danmarks regering omtaler ofte brint som et grønt erhvervseventyr og nøglen, der skal låse døren op til et fossilfrit samfund, mens EU med store armbevægelser har lanceret en strategi i sin Green Deal, som skal tilvejebringe 6 GW produktion i 2025 og monstrøse 40 GW i 2030.

Det er ord, som står i skærende kontrast til landskabet anno 2021, hvor der blot er installeret få hundrede MW, mens de leverede anlæg er på få MW og blot til tider sniger sig op på et tocifret niveau.

Anlæggene leveres af selskaber såsom danske Green Hydrogen Systems (GHS), norske Nel og ITM Power. Selskaber der i højere grad kan kaldes for pionerer end giganter i og med, at de i sammenligning med den fossile verdens gigantiske selskaber mere minder om startups end etablerede selskaber.

Nu skal der så bygges bro mellem de forkromede ambitioner og nutidens realiteter i Greenlab Skive, hvor EU har valgt at give 30 mio. euro (223 mio. kr.) i støtte til udviklingen af et elektrolyseanlæg.

Dette er skridtet mod brintprojekter i gigawatt-størrelsen

Teknisk direktør i Greenlab Skive, Anders Bøje Larsen

Projektet, som er blevet døbt Green Hyscale, vil i første omgang være på 6 MW for derefter at blive opskaleret til 100 MW i 2024.

"Dette er næste generation indenfor evolutionen af brint. Der findes i dag sammenlagt cirka 200-300 MW installeret kapacitet på verdensplan, og nu etablerer vi 100 MW bare her i Skive. Det er kæmpestort. Man skal huske på, at vi ikke taler om visioner, men om et faktisk projekt, som nu skal etableres i virkeligheden," siger teknisk direktør i Greenlab Skive, Anders Bøje Larsen.

Anlægget vil være et tryksat alkalisk elektrolyseanlæg leveret af Green Hydrogen Systems (GHS), mens franske Lhyfe vil stå for kontrolsystemer, og Everfuel vil stå for driften ved færdiggørelsen. Norske Equinor og Siemens Gamesa træder ind som fortrinsvist videnspartnere, mens Energy Cluster Denmark har stået for at facilitere kontakten.

EnergiWatch kunne første gang berette, at projektet var undervejs i maj. Nu er støtten fra EU dog blevet givet officielt, og projektet går i gang, hvilket selvsagt glæder adm. direktør i Energy Cluster Denmark, Glenda Napier.

"Det er gode nyheder for Europas grønne omstilling, at dette projekt går i gang. Hvis vi skal opfylde Europas ambitiøse målsætninger for CO2-reduktioner, har vi brug for projekter som Green Hyscale, og vi har brug for at samle kræfter på tværs af kontinentet," siger hun i en meddelelse.

Green Hyscale-projektet udgør næste generation indenfor PTX-anlæg og skal være trædestenen til de kommende brintprojekter i GW-klassen. | Foto: PR / Greenlab Skive
Green Hyscale-projektet udgør næste generation indenfor PTX-anlæg og skal være trædestenen til de kommende brintprojekter i GW-klassen. | Foto: PR / Greenlab Skive
 

Svaret på paradokset

Når konsortiet bag Green Hyscale nærmest ikke kan underdrive projektets betydning, er det fordi, at det udgør et svar på det, der betegnes som brintens paradoks: Prisen på brintteknologi skal ned for at gøre det konkurrencedygtigt med fossil energi, men det kan kun ske, hvis der gøres erfaringer ved at bygge og udvikle nye anlæg, hvilket kræver en efterspørgsel, som først kommer, når brint er konkurrencedygtigt med fossil energi.

For at løsne op for paradokset har politikere typisk to håndtag: CO2-kvoter og afgifter eller subsidier. Green Hyscale er første gang, at EU overrisler Danmark med støttemillioner til brintproduktion.

En så stor støtte fra EU er et klart signal om, at det skal gå stærkt

Adm. direktør i GHS, Sebastian Koks Andreassen

"Det er spændende både for os, men også for alle fremtidige brintprojekter. Dette er skridtet mod brintprojekter i gigawatt-størrelsen," siger Anders Bøje Larsen

Første fase, som starter nu, vil være opførslen af et 6 MW-anlæg, mens anden fase vil være opskaleringen til 100 MW i 2024. I anden fase vil Green Hyscale derudover forsøge at opgradere 6 MW-anlægget til 7,5 MW med henblik på undersøge og løse potentielle udfordringer ved at have offshore brintproduktion på eksempelvis energiøer eller i forlængelse af havvindparker.

GHS som bannerfører

EU's tilskud til Green Hyscale er en del af Horizon 2020-programmet, hvor de 30 mio. euro udgør halvdelen af en pulje, som skal kvalificere realiseringen af storskala brintprojekter.

Mens anlægget i Skive som nævnt er et tryksat alkalisk elektrolyseanlæg, er den anden halvdel af pulje blevet tildelt et PEM-elektrolyseanlæg på 100 MW, som et konsortium med bl.a. Linde-ejede ITM Power og Shell skal opføre i England som anden fase af Refhyne-projektet.

De to konkurrerende teknologier vil altså med EU-støtte blive opført i henholdsvis Danmark og England. Adm. direktør i GHS, Sebastian Koks Andreassen, ser frem til at blive bannerfører for tryksat alkalisk elektrolyse.

Det Green Hydrogen Systems, som skal levere 100 MW-anlægget. Anlægget vil være baseret på GHS' kommende X-serie og vil derfor positionere selskabet gunstigt i forhold til de kommende mega-anlæg, siger Sebastian Koks Andreassen. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Det Green Hydrogen Systems, som skal levere 100 MW-anlægget. Anlægget vil være baseret på GHS' kommende X-serie og vil derfor positionere selskabet gunstigt i forhold til de kommende mega-anlæg, siger Sebastian Koks Andreassen. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
 

"Støtten er en anerkendelse af vores teknologi, som vi er stolte af at være bannerførere for. Vi har fravalgt PEM, da vi vil være uafhængige af ædelmetaller og eksponeringen i forhold til vareknaphed," siger direktøren.

GHS har kort tid efter sin børsnotering været nødsaget til at nedjustere sine forventninger på grund af forsinkelser på leverancer og har derfor tørstet efter gode nyheder.

"Vi er i gang med at opskalere vores produktion, og i øjeblikket producerer vi A-serien, men dette projekt er baseret på den fremtidige X-serie, så det har stor betydning for os på flere niveauer. En 100 MW-ordre har i sig selv ganske stor betydning rent kommercielt, men det positionerer os også gunstigt i forhold til, når vi i fremtiden skal levere store anlæg," siger Sebastian Koks Andreassen

Leder efter milliardinvestor

På trods af at en lille kvart milliard er et stort beløb i EU-regi, når det gælder støtte for et enkelt projekt, er det dog blot nok til at påbegynde projektet, melder konsortiet.

"Nu er projektet officielt gået i gang, og vi påbegynder de indledende øvelser og analyser forud for etableringen af testmodulet på 6 MW, som skal udgøre basen for udviklingsaktiviteterne. Samtidig skal vi arbejde på at finde de relevante investorer og aftagere af brinten, som skal bane vejen for etableringen af de 100 MW gennem en investering på omkring en mia. kr.," siger Anders Bøje Larsen og meddeler, at man endnu ikke har lagt sig fast på, hvilken sektor brinten skal leveres til

Det er til gengæld sikkert, at brintens næste kvantespring skal tages i Danmark, som endnu en gang placerer sig i frontlinjen, når de nye grønne løsninger skal modnes.

"En så stor støtte fra EU er et klart signal om, at det skal gå stærkt, og at skaleringen skal ske samtidig med, at prisen på brint bringes ned. GreenLab Skive er verdensførende for fremtidens grønne og bæredygtige teknologier, og dette projekt skriver sig ind i historien om Danmark som et foregangsland. Vi så det indenfor landvind og havvind. Nu sker det også indenfor grøn brint," siger Sebastian Koks Andreassen.

Konsortium vil få trecifret millionstøtte fra EU til 100 MW brintanlæg 

Greenlab Skive og DTU lancerer ny forskningsplatform 

Green Hydrogen Systems vil bygge brintkatedraler for børsmilliard 

Greenlab udvider familien med grøn byggegigant 

Mere fra EnergiWatch

3i køber AMP ud af Esvagt

Kapitalfonden 3i, der ejer halvdelen af Esvagt, har aftalt med virksomhedens anden ejer, kapitalfonden AMP Capital, at overtage hele Esvagt for 368 britiske pund, så 3i bliver eneejer. Handelen ventes at falde på plads i første kvartal 2022.

Vestas vælger tysk logistikpartner i Nordamerika

Den danske vindmølleproducent, der fra årsskiftet skifter DSV ud med Mærsk som primær logistikpartner, får fremover distribueret komponenter og reservedele i Nordamerika af en tysk logistikvirksomhed.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs