EnergiWatch

Ørsted vil lave syntetisk naturgas i USA

Energiselskabet indgår hensigtserklæring med amerikansk gasselskab om udforskning af Power-to-X-udvikling. Et stort metaniseringsprojekt undersøges.

Foto: Ørsted

Det kan godt være, at Ørsted selv er på vej ud af fossil energi. Det er dog ikke ensbetydende med, at det danske energiselskab forsager selskaber, der ikke er.

I hvert fald når det kommer til samarbejde om brint, hvor Ørsted onsdag følger op på mandagens hensigtserklæring med tyske Uniper om udforskning af et PTX-samarbejde. Denne gang er det i USA, hvor der er fundet en potentiel partner i det Oklahoma-baserede energiselskab Williams, der især gør sig i produktion og i særdeleshed transport af naturgas.

De to parter har underskrevet en MOU om at udforske mulige udviklingsprojekter i USA, hvor Ørsted skal levere ekspertisen i vedvarende energi og brint, mens amerikanerne skal raffinere partnerskabet med sin erfaring udi fossil gas. Håbet er, at det kan resultere i udvikling af anlæg til brint eller syntetisk naturgas på vedvarende energi.

"Vi ser frem til at samarbejde med Williams om at levere grønne brændstoffer i USA og omdanne vores Onshore-forretning til en potentiel vækstplatform inden for vedvarende brint," siger salgsdirektør i Ørsted Onshore, Vishal Kapadia.

Selv om der endnu kun er tale om en hensigtserklæring, er der et konkret projekt i tankerne. Der undersøges således mulighederne for via metanisering at kombinere vind, elektrolyse og syntetisk gas i det vestlige Wyoming, hvor det amerikanske selskab ejer såvel land som gasrør.

Williams har også lidt mere end det. For hensigtserklæringen med Ørsted er ikke en pludselig grøn indskydelse for det amerikanske selskab, der igennem nogen tid har arbejdet på pilotprojektet Williams Southwest Wyoming Hydrogen Hub. I juli modtog selskabet således knap 1 mio. dollar i støtte fra delstaten Wyoming til at udføre et forstudie på projektet.

"Naturgas og vores store energiinfrastruktur komplimenterer hinanden perfekt i forhold til lettere at integrere vedvarende energi i energimikset – og samtidig kan vi hjælpe vores kunder hen mod en fremtid med et lavere CO2-aftryk," siger Williams direktør for strategisk selskabsudvikling, Chad Zamarin.

"Det er gennem teknologisk innovation og samarbejde med fremsynede virksomheder som Ørsted, at vi ved at kombinere vores aktiver og ekspertise sammen kan udvikle løsninger, der er med til at sætte fart på den grønne økonomi."

Ørsted og Uniper vil udvikle havvind og brint sammen

Mere fra EnergiWatch

Shell vil ud af mørket med nyt klimamål

Oliegiganten går nu et skridt videre end de andre i toppen af industrien med et mål om at halvere sine udledninger allerede i 2030. Sådan lyder det på bagkant af et kvartal, hvor Shell firedoblede indtjeningen.

Noreco lander mindre overskud

Det norske olieselskab er tilbage med plus på bundlinjen og sætter stor lid til især to satsninger i den danske Nordsø.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs