EnergiWatch

Storbritannien åbner for støtteposen til lokal havvindproduktion

De første støttemidler fra den halvanden milliard, den britiske regering vil bruge på at lokke mere produktion til landet, går til sydkoreansk og hollandsk fundamentproducent.

Foto: Ørsted

Fundamentet skal styrkes. Det har været den britiske regerings erklærede ambition de seneste år, hvor politikerne vil have flere arbejdspladser i bytte for at have opført 40 GW havvind i 2030. Det gælder især i form af produktionsstillinger i de nordengelske og skotske havnebyer.

Nu lægger regeringen så penge bag ordene. Med en helt bogstavelig fortolkning af at styrke fundamentet. Den sydkoreanske stålproducent Seah tildeles således støtte til etableringen af, hvad der er benævnt som "verdens største" monopælfabrik i Able Marine Energy Park i Humber, mens hollandske Smulders støttes i udvidelsen af sit anlæg i Newcastle til at omfatte byggeri af overgangsstykker, TP'ere.

Hvor meget de to selskaber får i etableringsstøtte er ikke oplyst. Men støtten er en del af de 160 mio. pund (1,56 mia. kr.), den britiske regering har allokeret i ordningen Offshore Wind Manufacturing Investment. Inklusiv selskabernes egne bidrag investeres der ifølge regeringen 180 mio. pund i de to fundamentfabrikker fordelt på 117 mio. pund til monopælproduktionen og 70 mio. pund til TP'erne.

"Dagens investeringer vil ikke blot puste vind i sejlene i det britiske, industrielle hjerteland, skabe og understøtte tusindvis af kvalitetsjobs. De vil også gavne hele Storbritannien, efterhånden som vi arbejder mod at bringe flere producenter i land, tiltrække investeringer og opskalere eksportmuligheder," siger den britiske erhvervs- og energiminister, Kwasi Kwarteng.

Lokale vinger

Det er dog langt fra kun i fundamentproduktionen, briterne satser på at hente flere af de store producenter til. Eller få dem til at udvide produktionsaftrykket.

Siemens Gamesa er således aktuelt i gang med at indhente tilladelser til at fordoble sit produktionsareal på vingefabrikken i Hull. Mens Vestas har lovet at etablere endnu en vingefabrik, såfremt der sikres "adskillige gigawatt" i det kommende udbud. Endelig annoncerede GE, at vingerne til Dogger Banke vil blive bygget på den ny fabrik i Teesside fra 2023.

Det er dog ikke udelukkende med gulerod, det tidligere EU-land forsøger at kapre en større del af leverandørkæden. Den sektoraftale, der sidste år blev indgået mellem den britiske regering og repræsentanter for vindindustrien, tilsiger en lokal produktionsandel på mindst 60 pct. af investgeringernes værdi i havvindprojekter.

I princippet en hensigtserklæring snarere end en juridisk bindende aftale. For selv om Storbritannien har meldt sig ud af EU, er der indskrevet regler mod konkurrenceforvridende støtte i handelsaftalen mellem EU og briterne, lige som et krav om lokal produktion er imod reglerne i WTO.

Skeptisk EU

Imidlertid har briterne flere gange indikeret, at de vil rive CFD-kontrakterne over, hvis udviklene ikke efterlever leverandørkæde-planerne som tilsagt i sektoraftalen.

En øget britisk andel af produktionen vil imidlertid nødvendigvis blive negativt modsvaret af mindre produktion i andre lande. Det kunne f.eks. være Danmark, der foruden produktionsanlæg til monopæle og fundamenter også bygger vinger til Siemens Gamesas og Vestas' havmøller. Om end sidstnævnte skalerede ned for den produktion sidste år.

EU har da også udtrykt skepsis over for den britiske fremgangsmåde.

"Kommissionen udtrykker sin bekymring over efterlevelsen af handels- og samarbejdsaftalen og briternes WTO-forpligtelser," lød det f.eks. fra en talsperson fra EU-Kommissionen i The Guardian i midten af juni.

Det ser imidlertid ikke ud til at rykke holdningen i den britiske regering. I onsdagens udmelding slås det således fast, at "under de reformer, der annonceres i dag, har erhvervs- og energiminister Kwasi Kwarteng myndigheden til at annullere en kontrakt som sidste udvej, hvis producenter ikke efterlever de forpligtelser, de har givet i forhold til leverandørkædeplanen".

Vestas lokker med 2.000 britiske jobs

GE etablerer produktion i England

Siemens Gamesa påtænker fordobling af britisk vingefabrik

Mere fra EnergiWatch

Kanslerkandidat bringer Vestas-lussing ind i valgkamp

Efter en tysk valgkamp, hvor klima har fyldt alt og ingenting, kastede Vestas mod slutningen en granat, der gav genlyd med kritik af mølleproducenten for dårlig stil og dårlig timing, samt af regeringen for en dårlig energipolitik.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs