EnergiWatch

Vestas får rekordstor ordre på 39 MW

Mølleproducenten skal levere syv møller til det største tyske projekt til dato med Enventus-møller.

Foto: Ilmatar Energy

Der er en gammelkendt ligning om ost, der går som følger:

Ost har huller.

Mere ost betyder flere huller.

Flere huller betyder mindre ost.

Dermed er mere ost lig med mindre ost.

Nuvel, bruges tilstrækkelig lang tid i det matematiske laboratorium, kan der givetvis findes et par, ja, huller i osten, når det gælder validiteten af det udsagn. Men at stort godt kan betyde småt og vice versa, indikerer Vestas torsdag morgen. Her annonceres en ordre på 39 MW, der ofte ville være for klejn til at meddele om, men som omvendt er den største nogensinde af sin slags.

Det er således en ordre på den store Enventus-platform til det vigtige tyske marked. For selv om Vestas sidste år overtog titlen som tysk markedsleder fra hjemmebanefavoritten Enercon, så har det hidtil været hjælp fra især V150-4.2'eren og V136'eren. Men nu har Reon og Capcerta valgt syv Enventus-møller af typen V150-5.6 MW til parken Wohlsdorf i Niedersachsen.

"Det er et spændende projekt for Vestas, og ikke alene på grund af dets størrelse som et stort projekt i Nordtyskland. Vi er glade for at gå i partnerskab med Reon og Capcerta for første gang, og deres valg af V150 Enventus-teknologien til Wohlsdorf-projektet understreger yderligere den relevans og industriførende ydeevne, som Enventus-platformen har i Tyskland," siger Vestas' salgschef i Nordtyskland, Jens Kuck.

Med til nuanceringen hører også, at selv om Tyskland historisk er Europas største marked for landvind, så er projekterne typisk ganske små. Tirsdag glædede Siemens Gamesa sig således over sin første ordre på 5.X-platformen, der kommer til at bestå af et projekt på to 6,6 MW-møller.

Projekt på mere end 100 MW venter

Men hvor det tætbefolkede Tyskland har svært ved at finde plads til store klynger af møller, så bygges der til gengæld i højden. Wohlsdorf-projektets møller får således en tiphøjde på 244 meter, når de begynder at blive sat op i andet kvartal af 2022. Efter alle syv møller er sat i drift, har Vestas ifølge kontrakten yderligere 20 år til at passe på dem.

Pladsbekneb er i øvrigt ikke den eneste udfordring i Tyskland, der først nu så småt er begyndt at komme tilbage efter flere års absolut dødvande.

"Vi er ovenud lykkelige, at – efter at have underskrevet den første lejeaftale med en lokal bondemand tilbage i november 2013 – vi nu syv et halvt år senere har overvundet alle regulatoriske, tekniske og logistiske hindringer og er klar til at bygge en af de mest kraftfulde vindmølleprojekter i Tyskland," siger medstifter og direktør i Capcerta, Torsten Klemm.

Wohlsdorft var således et af de projekter, der havde adgangspas til det seneste tyske udbud, hvor de 39 MW blev sikret. Mange andre projekter venter endnu på byggetilladelse – også projekter med Enventus-møller.

Blandt andet endnu et potentielt rekordprojekt, der står til at blive næsten tre gange så stort som det nu annoncerede. Allerede tilbage i maj 2019 sikrede mølleproducenten således gennem et udbud en betinget ordre på 20 af sine V150-5.6 MW-møller til Windpark Reinhardswald. Seneste nyt fra det projekt er, at der forventes byggetilladelse til juni med byggestart næste år.

Siemens Gamesa forløser frustrationen

Vestas får ordre på Enventus-mølle

Vestas vil snige stormølle ind i Tyskland

Mere fra EnergiWatch

Olieprisens solide fremgang over ugen skrumper lidt

"Vi har højere priser lidt længere endnu, fordi der er et fundamentalt misforhold mellem udbud og efterspørgsel som konsekvens af bedringen i efterspørgslen, som vi ser i blandt andet USA," siger seniorøkonom ved Westpac Justin Smirk til Reuters.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs