Siemens Gamesa kravler tilbage i plus

For første gang i fem kvartaler lander Siemens Gamesa et overskud. Til gengæld halveres ordreindgangen i fraværet af havmølleordrer og et bredt indhug på land.
Foto: Siemens Gamesa
Foto: Siemens Gamesa

Efter sidste års mange miserer er det værd at begynde med det mest iøjenfaldende for Siemens Gamesa. Mølleproducenten leverede over de foregående tre måneder et overskud. Ikke kun hvis man fraregner prisallokeringer, amortiseringer, omkostninger til integration, omstrukturering, ledelsens wienerbasser til morgenmaden, og hvad der ellers normalt regnes med i regnskabet.

Men sådan et godt gammeldags overskud. For første gang i fem kvartaler.

Nuvel, med 11 mio. euro er det ikke noget voldsomt overskud. Men lidt har også ret – ikke mindst på ryggen af sidste års milliardminus, topcheffyringer og igangsættelse af endnu en genopretning i den unge mølleproducents korte liv.

"Vores præstationer i første kvartal viser vores forpligtelse til at prioritere rentabilitet over volumen, pengestrøm og bæredygtighed, som er løftestangene i vores strategi for at bringe virksomheden tilbage på sporet til bæredygtig rentabilitet, "siger adm. direktør Andreas Nauen.

Halveret ordreindgang

Der er dog også mindre gode ting at pege på. Her er det mest iøjenfaldende ordrebogen, der i kvartalet blot voksede med 2.281 mio. euro. Sammenlignet med samme periode – der altså omhandler kalenderårets tre sidste måneder, der i Siemens Gamesas skæve regnskabsår hedder 1. kvartal – er godt og vel halveret.

Det skyldes to faktorer. Det ene er fraværet af nye havmølleordrer, der trods en voksende forretningen trods alt stadig er svingende. Det andet er en kraftig nedgang i indtægterne fra nye serviceordrer, der år-år falder med knap to tredjedele fra 1,47 mia. euro til 505 mio. euro.

Målt i kapacitet er tilbagegangen på ordresiden ikke kun markant set isoleret på kvartalet, hvor det går 39 pct. tilbage med 2.360 MW. Men også opgjort rullende over de seneste 12 måneder, hvor den sikrede mængde på 10.778 MW er 17 pct. lavere end året forinden.

5.X sælger men hæver ikke ASP

Den nye topchef slog dog også fast ved sin tiltræden, at Siemens Gamesa skulle være mere selektive, når det kom til ordrer. Dyrt belært af tabsgivende forretninger i såvel Indien som Norden ville mølleproducenten blive bedre til at sikre, at der var overskud i den indgåede forretning, hvilket set isoleret der altså også nu er.

På samme vis slog Andreas Nauen på tromme for den nye landmølleplatform, 5.X. Også her ser tyskeren ud til at have satset på en vindende hest, al den stund, at 1,1 GW af kvartalets ordrer – svarende til næsten halvdelen – er fra den nye platform. Blandt de blot fem markeder, der angives at være afsat møller til, står de to 5.X-markeder Sverige og Brasilien da også stærkt med 511 og 465 MW respektivt.

Imidlertid vokser successen heller ikke ind i himlen. For det store salg af den nye platform, får ikke prisen til at forbedre sig markant.

Den gennemsnitlige salgspris (ASP) på 0,69 mio. euro/MW er ganske vist lidt højere sammenlignet både med samme periode for et år side og sekventielt – i begge tilfælde var den 0,63 mio. euro/MW. Men sammenlignet med sidste års øvrige kvartaer, var salgsprisen lavere. F.eks. i 2. kvartal sidste år lå ASP'en for landvind på 0,78 mio. euro.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også