Analytiker: BP's forventning til afkastet er "noget optimistisk"

I et marked, der er præget af mere og mere intens konkurrence, er BP's afkastforventninger højt sat, lyder vurderingen fra analytiker.
Foto: PAUL ELLIS/AFP / AFP
Foto: PAUL ELLIS/AFP / AFP
AF RITZAU FINANS

Oliegiganten BP's store vækstambitioner inden for vedvarende energi skal ikke partout føres ud i livet på bekostning af indtjeningen.

Sådan lød et af budskaberne på den første af BP's i alt tre investordage, der afholdes i denne uge. Dermed adresserede selskabet de spekulationer, som olieselskabernes indtog på markedet for grøn energi, har ført med sig.

Under en præsentation slog topchefen, Bernard Looney, fast, at det britiske olieselskab forventer at være i stand til at levere et afkast på i hvert fald 8-10 pct. for den samlede portefølje af vedvarende energiprojekter, som kan dække over bioenergi, solenergi, landvind og havvind.

"Vi tror faktisk, at vi kan gøre det bedre, og at disse afkast kan ende med at være konservative," sagde direktøren.

BP's forventning lyder dog "noget optimistisk", i et marked der er præget af mere og mere intens konkurrence, vurderer Per Fogh, der følger Ørsted og havvindindustrien tæt som aktieanalytiker hos Sydbank.

BP fortæller ikke, hvor stort et afkast selskabet forventer at få for de specifikke energiformer, og Sydbanks vurdering er især baseret på havvindprojekter.

"Det er noget, jeg næsten vil kalde et overnormalt afkast, som man godt kunne realisere i en uopdyrket industri, som havvind var engang. I dag er konkurrencesituationen kraftigt stigende, og teknologien og branchen er ved at blive kommoditiseret."

"Derfor er det svært at differentiere sig på markedet, og det skaber en hård priskonkurrence. Derfor bliver det også svært at levere et afkast i det niveau," siger Per Fogh til Ritzau Finans.

Han fortæller også, at det ville undre ham, hvis afkastet var væsentligt højere inden for flere af de andre vedvarende energiformer, da konkurrencen på markedet generelt er stor.

Ørsted holder kortene tæt

Sydbanks aktieanalytiker fortæller, at betegnelsen "overnormalt" for ham dækker over afkast på mere end 5-7 pct.

Den danske energikoncern Ørsted, der er en markedsledende udvikler af havvind og også har aktiviteter inden for landvind og solenergi, har ikke offentliggjort konkrete afkastforventninger til fremtidige projekter.

"Ørsted holder kortene tæt ind til kroppen, men jeg vil forvente, at det ligger på omkring 6-7 pct., og på nogle af de gamle projekter, hvor man virkelig fik noget støtte for at skubbe industrien i gang, har de nok leveret et bedre afkast."

"For de nye projekter på det veletablerede europæiske marked forventer jeg ikke, at afkastet ligger meget højere end 5-6 pct.," siger Per Fogh.

BP præsenterede i starten af august målsætningen om at have udviklet vedvarende energi med en samlet kapacitet på 50 gigawatt i 2030 mod selskabets 2,5 gigawatt i 2019.

Til sammenligning har Ørsted en ambition om at have grøn energi med en samlet kapacitet på 30 gigawatt om ti år.

BP's indtjeningsforventning er baseret på hele porteføljen af vedvarende energiprojekter, ligesom det er bygget op af flere dele.

Hvis BP skal være i stand til at generere det forventede høje afkast, så er det nødvendigt, at selskabet påtager sig mere risiko. Inden for havvind kunne oliegiganten eksempelvis kaste sig ud i at blive en af pioner inden for ny teknologi som flydende havvind.

Købt sig ind i USA

På nuværende tidspunkt tyder det dog ikke på, at det er den vej, det britiske selskab har tænkt sig at gå, vurderer Sydbank.

Inden for havvind har BP - ligesom andre europæiske olieselskaber - set sig lun på det amerikanske marked.

I sidste uge annoncerede selskabet, at det har slået pjalterne sammen med den norske oliekæmpe Equinor, der de seneste år har arbejdet for at få et solidt fodfæste på det amerikanske marked for havvind.

Mere konkret købte BP halvdelen af Equinors vindprojekter Empire Wind, der ligger syd for Long Island, og Beacon Wind, der efter planen skal opføres syd for Nantucket.

Det er ikke ligefrem nyt, at europæiske oliegiganter har fået øjnene op for vækstmulighederne på markedet for havvind, som Ørsted lige nu dominerer som markedsleder.

Jagter ikke projekter for enhver pris

Olieselskabernes indtog på markedet for havvind - og inden for vedvarende energi generelt - har i branchen sat gang i frygten for, at de ville kunne finde på at byde ind med langt mere aggressive priser, end rene vedvarende energiudviklere ville være i stand til.

Hos Sydbank tolker Per Fogh BP's udmeldinger denne uge, som om at selskabet ikke vil jagte projekterne for enhver pris.

"BP vil ikke rende efter alle projekter. Selskabet skal ikke ud at være markedsledende, og med det ryk, der kommer til at ske i markeder, forventer det også, at der er masser af projekter til de aktører, der vil ind på markedet," siger han.

Det betyder dog ikke, at den intense konkurrence ikke vil presse priserne og dermed afkastet og indtjeningen hos udviklerne.

"Produkterne ligner mere eller mindre hinanden. Det gør det svært at differentiere sig, og derfor også svært at realisere en højere pris. Derfor er det rigtigt meget prisen, der konkurreres på, og det får en betydning for afkastet."

"En øget konkurrencesituation er aldrig at foretrække - set fra udviklernes side - i en branche, hvor man historisk har tjent rigtigt fine penge. En stigende konkurrence skal Ørsted altid være på vagt over for," siger Per Fogh.

BP kalder stor grøn energi-ambition realistisk og opnåelig

BP: Den globale olieefterspørgsel har sandsynligvis toppet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også