EnergiWatch

Konkursramt varmepumpevirksomhed genopstår

Nordjyske Victor A/S med over 150 ansatte, og som har været under konkursbehandling i nogle uger, genopstår under nyt navn og med en stærk kapitalpartner, siger direktør.

Foto: Jens Hartmann Schmidt

Victor A/S i Frederikshavn, der især producerer og opsætter varmepumper i fjernvarmesektoren, genopstår under nyt navn, Victor Energi- & Køleteknik, og med samme direktør i front, Ole Nygaard.

"Virksomheden fortsætter i en lidt slankere udgave. Vi går fortsat benhårdt efter at levere Danmarks største og bedste varmepumper. Der er et meget stort marked, hvor Victor Energi- & Køleteknik A/S med en kapitalstærk partner vil have den bedste forudsætning for at få succes," siger Ole Nygaard til Kanal Frederikshavn.

Ole Nygaard blev søndag enig med kurator, advokat Jørgen Hauschildt, Bech Bruun, om et køb af konkursboet i Victor A/S.

"Det var i sidste øjeblik, at der kom en løsning. Vores kunder og de opgaver, som vi er i gang med, kunne ikke vente længere på en afklaring på den låste situation," siger Ole Nygaard til det nordjyske medie.

Svendborg Fjernvarme har tidligere givet udtryk for, at de kunne miste et tilskud fra energispareordningen på 30 mio. kr. til et projekt med en stor varmepumpe, da Victor A/S gik i betalingsstandsning.

Ifølge Fyns Amts Avis var alle dele til varmepumpen leveret, men de var ikke installeret. Derfor undersøgte Svendborg Fjernvarme muligheden for at stille en bankgaranti, så Victor A/S kunne sende sine medarbejdere tilbage på arbejde.

 

Leverandørs konkurs kan koste Svendborg Fjernvarme 30 mio. kr.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere